Lisbeth Smedegaard har skrevet denne morgensalme for byen
Denne morgensang er skrevet kort før 1984, hvor den udkom i Lisbeth Smedegaard Andersens første salmesamling Vinterlys og tjørneblomst. Hun var dengang præst i Risskov, og sangen er en morgensang for byen med et fortættet billedsprog. De mange usædvanlige udtryk kræver langsom læsning, men åbner for nye billeder.
Morgensolen skaber skygger og lys
Den første sansning er lyset, der langsomt tager til og viser husene som former og vinkler med lys og skygger, der ses som et billede på vores liv. Ligesom stenvækster ikke bærer frugt, er også nogle af vore dage golde, når vi ikke bruger dem til det, de er beregnet til.
Vi har brug for Guds fred
Vers tre slår over i bøn om Guds fred som vi har brug for, fordi vi flygter fra sandheden. Som præsten lyser velsignelsen i gudstjenesten, kan sprossekorsenes skygger (!) lyse freden for os.
Gud er altid nær
Vers fire minder om, at Gud altid har været nær, uanset hvordan livet var, så det skal han også være nu.
Helligånden sammenlignes med vinden
I vers fem beder vi Gud om at finde os i byen og tale til alle, der er trætte og ensomme (måske en hentydning til Matthæusevangeliet, 11,28: Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile). Som blæsten bevæger træernes grene, sådan kan Gud bevæge vore tanker med sin Helligånd, der netop sammenlignes med vinden i Johannesevangeliet.
Den vage morgensol bliver til flammer af lys
Vers seks skildrer igen lysets tøvende komme. Himlen ses som en udspændt (foster)hinde om vores sorg, men sollyset kan få hinden til at briste, og lyset tager over. Første og sidste ord i salmen er ”morgen”, men nu er grålyset blevet til flammer af lys.