Min nåde er dig nok

Baggrund Tro

Digteren Simon Grotrian var glad for folkekirken og skrev adskillige salmer over kendte salmers melodier. I denne salme digter han videre på Johannes Johansens salme om Guds nåde og trøst, idet han i detaljer skildrer den dommedag, som Johansen blot peger på i slutningen af sin salme. Hos Grotrian er der således både fenrisulv, midgårdsorm, djævel og djævleflokke.

Simon Grotrian var glad for folkekirken

Digteren Simon Grotrian var gennem mange år fast kirkegænger i Lemming, hvor han boede til sin død i 2019. Han var glad for Folkekirken i en sådan grad, at han i et bud på en ny trosbekendelse, som DR bad ham lave i forbindelse med reformationsjubilæet i 2017, kunne skrive: ”Vi tror på Folkekirken som et ståsted og hjem for alle fortabte”. Grotrian var fortrolig med både Bibelen og Den Danske Salmebog, og der er et tydeligt slægtskab mellem denne salme og Salmebogens nummer 523, der er af Johannes Johansen og har samme titel.

Grotrian tager over, hvor Johansen stopper

Grotrian skrev som regel sine salmer over kendte salmers melodi, og her føres det endnu videre: Her er der ikke bare skrevet over et kendt metrum, men i direkte forlængelse af en eksisterende salme. Hvor Grotrian i øvrigt kendetegnes netop ved stor originalitet, vælger han her at benytte Johansens salme som tydelig intertekst. Johansens salme lader den indledende og gentagne forsikring være Guds trøsterige udsagn til de spæde (første vers), de store (andet vers) og de døde (tredje vers), indtil salmen afsluttende peger på ”verdens ende”. Og netop der tager Grotrians salme over.

Simon Grotrian. Foto: Jørgen Ploug

Gud er fortælleren

Grotrian lader alle ni vers indlede som Johansens, men i Grotrians salme veksler nådestilsagnet med mørke, mytologiske syner, der alle peger på Dommedag. Det lille ”når”, der indleder den anden linje i alle vers på nær det midterste, femte vers, peger ind i fremtiden, og tiltalen er salmen igennem et jeg (Gud), der taler til et du (den syngende).

Min nåde er dig nok

1. Min nåde er dig nok
når Fenrisulven glammer
og Midgårdsormen blir
dit eget slips, der strammer.

2. Min nåde er dig nok
når djævleflokke skræller
forstanden som en snaps
og dommesyner vælder.

3. Min nåde er dig nok
når du i gravens bølge
er skrumpet til skelet
som larverne må dølge.

4. Min nåde er dig nok
når dragen viser tænder
og søjlerne af ild
slår ud, så alting brænder.

5. Min nåde er dig nok
en regn af sorte knive
vil stemple maren ud
og vække dig til live.

6. Min nåde er dig nok
når ingen mere snorker
med hodet på en sten
og ingen djævel forker.

7. Min nåde er dig nok
når hele verden knuses
og kloden falder af
det er hos mig, du huses.

8. Min nåde er dig nok
når salmerne aflirer
et hult halleluja
de nye himle spirer.

9. Min nåde er dig nok
i alle evigheder
du blir mit barn igen
jeg findes, og du leder.

Dommedagsfortællingen får fuld skrue

Salmen igennem skildres det mareridtsagtigt, hvordan verden vil gå under, men selv i disse apokalyptiske syner er Guds nåde nok, og i sidste vers understreges det afsluttende, at det gælder ”i alle evigheder”. 
Dommedag er ikke et emne, der behandles ofte i nyere salmer, men her får den fuld skrue: Der er Fenrisulv og Midgårdsorm (det nordiske), Djævel, djævleflokke og dommesyner (det bibelske) samt drager, der viser tænder (måske det østlige?). I vers tre er vores endelighed udfoldet i Kingosk barske billeder.

Vi lander i den syngendes nutid

I næstsidste vers lander vi i den syngendes nutid, i kirken hvor salmerne kan aflires tomt, men hvor der også kan spire nye himle frem, og i sidste vers forkyndes dåbens Fader-barn forhold ind i evigheden, hvor Gud findes, højt hævet over vores menneskelige søgen og tiltro til egne evner.

I øvrigt slutter Grotrian ovennævnte trosbekendelse: ”Vi tror på, at verden er begyndelse, og at alt skal blive nyt. Amen.”

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).  

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Østen Mikal Ore har sat teksten i musik

Salmen er udgivet i salmesamlingen Ravnekost og slagere fra 2017, hvorfra 12 tekster blev sat i musik af komponisten Østen Mikal Ore. Han skriver selv om salmen: ”Mikrodrama i ni akter: Grotrians fortællegreb folder de ni vers ud - med både mytologiske og religiøse referencer - med det særlige perspektiv, at det er Gud, der er fortælleren. Tonalitet og melodisk gestik følger den gennemgående struktur i versenes fire linjer.”

Melodien afspejler det lyse og det dystre

Simon Grotrians tekster kalder på et andet univers end den klassiske salmemelodi. Denne melodi gør op med den gængse tonalitetsopfattelse: Dels veksler den mellem C-dur og c-mol, og dels slutter den åbent på den fælles dominant: G-dur. Med valget af tonekøn understreges det lyse håb i udsagnet ”Min nåde er dig nok” (C-dur) og det dystre i alle dommedagsprofetierne (c-mol).

Fakta om Min nåde er dig nok

Nr. 74 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: Simon Grotrian, 2017

Melodi: Østen Mikal Ore, 2017

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Martin Skovsted, melodibeskrivelsen af Erling Lindgren. 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.