Min Jesus, lad mit hjerte få

Baggrund Tro

Melodien til denne salme står helt centralt i dansk melodihistorie. Den er skrevet af Carl Nielsen og formår med sin todelte metrik at skabe noget stort og høreværdigt ved hjælp af enkle midler. Teksten er oprindeligt skrevet af præsten Bjørn Christian Lund og er sidenhen bearbejdet af Grundtvig. Den udtrykker en inderlig bøn om at være tæt på Jesus og afspejler således tidens pietistiske fromhed.

Teksten er en from bekendelse til Kristus

Intuitivt kan man opfatte denne salme som en øm kærlighedserklæring med hjerte, mund og kys. Men læser man teksten, som den blev skrevet – og som den ret beset står – så er det en from, pietistisk bekendelse til Kristus som altings retning. Det er en forkyndelse, der i sin tone og optagethed af det nærmest kropslige forhold til Frelseren befinder sig langt fra folkekirkens mainstream forkyndelse.

Præsten Bjørn Christian Lund står bag den oprindelige tekst

Salmen er oprindelig skrevet af præsten Bjørn Christian Lund som en meditation i 31 vers over Jesu blod, sved og tårer i Gethsemane have forud for korsfæstelsen. Ved netop denne lidelse kunne den syngende bede om fortsat at blive fastholdt i troens tætte forhold til Jesus, og det er denne afsluttende og intime bøn i den oprindelige salmes fire sidste vers, der blev til en ny, selvstændig salme i en herrnhutisk salmebog i 1778.

Den herrnhutiske fromhed inspirerede Lund

Lund var inspireret af den herrnhutiske fromhed, som i begyndelsen af 1700-tallet var kommet fra Tyskland til Christiansfeld, hvor Brødremenigheden blev grundlagt. Her sang man gerne om lammet, blodet, den personlige omvendelse og således delagtigheden i Kristi lidelse og frelse.

Grundtvig har bearbejdet teksten og gjort den til sin egen

Grundtvig har i sin bearbejdning fra 1846 ladet en del af den inderlige, pietistiske tone blive tilbage, men har dog (som så mange andre steder) med ganske få ændringer gjort salmen til sig egen.

Min Jesus, lad mit hjerte få

1. Min Jesus, lad mit hjerte få
en sådan smag på dig,
at nat og dag du være må
min sjæl umistelig!

2. Da bliver nådens tid og stund
mig sød og lystelig,
til du mig kysser med din mund1
og tager hjem til dig.

3. Mit hjerte i den grav, du lå
til påskemorgen rød,
lad, når det aft ner, hvile få
og smile ad sin død!

4. Før så mig arme synder hjem
med din retfærdighed
til dit det ny Jerusalem,
til al din herlighed!

Salmen er en bøn om at være tæt på Jesus

I sin nuværende form rummer salmen en enkelt bøn om, at man i troen vil være så tæt på Jesus, at man med ham kan smile af sin død i visheden om engang at blive bragt ”hjem” af ham.

De gamle salmer har lange, dybe rødder

Den meget lidt pietistiske salmedigter K.L. Aastrup lavede i 1941 en videredigtning af salmen uden ”hjerte”, ”kys” og ”smag”, og den forhåndenværende salme – med alle dens forlæg og efterdigtninger – vidner således om, hvordan de gamle salmer har lange rødder og har været gennemskrevet temmelig omfattende gennem tiden. Og måske endda vil blive det igen.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Carl Nielsens melodi inkarnerer ukompliceret skønhed

Carl Nielsens melodi er i al sin enkelhed indbegrebet af ukompliceret skønhed. Harmonikken er enkel uden at blive kedelig eller uvedkommende, og vi bevæger os ikke ud af hovedtonearten. Melodibevægelsen er ligeledes helt traditionel: Fra mellemlejet arbejdes op mod højdepunktet midt i verset (takt 4-5), hvorefter man stille og roligt atter falder til hvile i mellemlejet. Originaliteten liger i rytmen: Teksten skanderes naturligt i jamber, altså en todelt metrik, men Nielsens melodi er i en tredelt melodirytme, og det giver sangen mere pondus. Prøv eksempelvis at synge et vers på melodien til Nu tændes tusind julelys, der er todelt. Det kan fint lade sig gøre, men det giver ikke samme liv til teksten, som når Nielsen varierer mellem fjerdedele og halvnoder, og ikke mindst mangler den spænding, der ligger i de to punkterede halvnoder (takt et og fem).

Den enkle melodi står som et hovedværk i dansk melodihistorie

Denne enkle lille melodi regnes som et hovedværk i dansk melodihistorie. Carl Nielsen brugte den selv som variationstema i sidste sats af sin blæserkvintet, og den er en yndet sats på repertoiret hos landets kor – amatører såvel som professionelle. Måske fordi den skaber noget stort og høreværdigt ved hjælp af enkle midler.