Berntsen skrev med en underfuld, jysk lune
Sangen om Per Smed, naboen der ikke har sans for det kønne, er typisk for Anton Berntsens underdrevne jyske lune.
Dialekten stammer fra Vejleegnen
Anton Berntsen kom tidligt i kontakt med folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen, som rådede ham til fortsat at digte på den dialekt, man talte i hans barndom i Engum sogn nordøst for Vejle. Anton Berntsen brugte ikke sære eller hjemmelavede ord, som man ellers kan støde på hos andre af tidens dialektdigtere.
Per Smeds verden er kendetegnet ved skråsikkerhed og fastlåste meninger
Jeg-personen har blik for det kønne: blomster, musik og fuglesang. Skræmmebilledet er for ham en verden skabt af Per Smed. Her som overalt i Anton Berntsens digtning sporer man en skepsis over for folk med alt for fastlåste meninger, ligegyldigt om deres skråsikkerhed skyldes penge på kistebunden eller har baggrund i politisk eller religiøs enøjethed.
"Hwa nøtt er et te?"
Pe Sme
Anton Berntsens dialektsange blev meget populære
Digtet kom til at indgå i Berntsens vigtigste digtsamling, Gjemm-Ævvel (Gemme-Æbler, 1922), som var tilegnet Evald Tang Kristensen. Gjemm-Ævvel blev trykt i mere end 12.000 eksemplarer i perioden 1922-1944. Det var et imponerende oplagstal karakteristisk for den periode, hvor den folkelige sang for alvor slog an, og hvor dialektsangen var populær med digtere som Blicher og Aakjær som de bærende.
Ordforklaringer
1.1 ondele jen: underlig én
1.2 sæjer: siger
1.3 tåål for en sag: tale godt for en sag. leste ve: gøre sig til
2.1 glee: glæde
2.2 bee: bede
2.3 dæve: derved
3.3 træffer et: sker
4.1 fowwl: fugle. om æ måån: om morgenen
4.2 ståånd: stunder, tid
4.3 må han jawn bjerre ved: må han arbejde
5.1 tøgges: synes
5.4 så trow’r a, de kjønn håd ves ålde wan te: så tror jeg aldrig, at det kønne havde været til
Melodien er Berntsens egen
Flere komponister, bl.a. Carl Nielsen, har skrevet melodi til Mi nååbo, Pe Sme, men det er Anton Berntsens egen melodi fra 1928, der har overlevet. Den er enkel og har et begrænset toneomfang. Sammen med de mange tonegentagelser gør det melodien tidstypisk for 1920’erne, hvor enkelhed og sangbarhed var nøgleordet hos komponister som Oluf Ring og Thorvald Aagaard.