Menneske, din egen magt

Baggrund Tro
Menneske din egen magt

Dette er Lars Busk Sørensens første salme. Først da forfatteren opdagede, at Guds kærlighed kan findes i andre mennesker, begyndte han at skrive tekster med udgangspunkt i det kristne livssyn. Salmen vakte store protester for Busk Sørensens tekst udfordrede mange forestillinger om Gud. Willy Egmose har i mange år været Lars Busk Sørensens samarbejdspartner, og han har da også skrevet denne rolige rock-ballade.

Busk Sørensen debuterede sent som salmedigter

Lars Busk Sørensen (født 1930) kom sent til at skrive salmer. Bag på sin første samling Salmer 1986 skriver han:

Kristus min bror
først i en sen alder
blev det naturligt for mig
at komme din kærlighed
oprejst i møde.

En salme, der vakte debat

Menneske din egen magt er den første salme, han skrev, og den vakte snart protest. For kan man skrive gud med lille g i en salme? Og skrive, som der først stod i anden vers: ”Livets gud har ingen hænder”, når Grundtvig har skrevet ”Gud, vi er i gode hænder, dine hænder, gode Gud” og ”Dine hænder, sang de ældste, er din Søn og Helligånd” (Den danske Salmebog: Gud, vi er i gode hænder). Og ovenikøbet på samme versemål som Alt står i Guds faderhånd! Nu havde Lars Busk ikke haft denne melodi i hovedet, men Dejlig er den himmel blå, og han kendte dengang ikke meget til de teologiske diskussioner i folkekirken. Så han blev overrasket over, at det provokerede så meget.

Guds kærlighed findes i andre mennesker

Men han havde gjort en mageløs opdagelse, som ligger bag salmen. Tidligere havde Guds kærlighed ikke sagt ham ret meget, for hvor var den? Men en dag slog det ham, at Guds kærlighed kommer til os gennem andre mennesker. Det satte ham i gang. Og kan man ikke bruge billedet med Guds hænder, både som Grundtvig gør, og som han gjorde? Skal billeder altid stemme overens?

Salmen er sidenhen blever justeret

Under titlen Magt og afmagt blev den trykt i Salmer 1986 og hurtigt kendt og elsket. Gud blev dog snart stavet med stort. Den kom med i Salmebogstillægget 1994, men ikke i salmebogsforslaget. Vers 2 var for provokerende. Men mange bad om den i høringen, og så bøjede kommissionen sig mod, at verset blev ændret til: ”Livets Gud har dine hænder, / derfor er det dig, han sender, / når din næste lider nød”. Meningen er den samme, men det er svagere udtrykt.

Imidlertid kom en anden ændring ind, som ingen har taget ansvar for. I 7. vers skrev Lars Busk:

Og når du har brugt din dag
til dit sidste åndedrag,
standser Gud din gråd og klage, 
tar en misbrugt dag tilbage,
nådig glemt i evighed.

Men i salmebogen står der: ”nådig skjult i evighed”. Det er fatalt. Hvis den er skjult, kan den findes frem igen. Er den glemt, er den væk og borte. Her skriver Højskolesangbogen det oprindelige.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Forfatter og komponist udgør et makkerpar

Skønt salmen er forholdsvis ny, danner dens forfatter og komponist et nærmest legendarisk makkerpar, idet Willy Egmose har sat melodi til rigtig mange af Lars Busk Sørensens tekster. Og som altid, når man finder Egmoses navn over melodien, kan man forvente sig lidt af hvert rent stilistisk.

Melodien er en rolig rock-ballade

Denne gang har han valgt at skrive en rock-ballade. For den skal netop udføres med ro og tyngde, har Egmose selv dikteret, hvilket også vil tilgodese sammenhængen mellem tekst og melodi. De mange synkoper og lifts (linjeafslutninger på ubetonet taktslag) gør melodien levende og luftig, og den helt klare stigning op mod højdepunktet i næstsidste linje føjer en klassisk dimension til melodien.

Harmonikken er også hentet fra rockmusikken: Der er ikke mange ”rene” treklange – de fleste er firklange, typisk udstyret med små eller store septimer.

Satsen er nærmest en lektion i brugsklaver

Bemærk Egmoses sats i melodibogen; her er nærmest tale om en udskrevet lektion i brugsklaver: de tre øverste stemmer spiller parallelt i melodiens rytme, mens bassen lægger sig tungt på de betonede taktslag og holder styr på grundrytmen.

Fakta om Menneske, din egen magt

Nr. 78 i Højskolesangbogens 18. udgave

Forfatter: Lars Busk Sørensen, 1986 

Komponist: Willy Egmose, 1987

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Holger Lissner, melodibeskrivelse af Erling Lindgren

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.