Madeleine

Baggrund Historien
Madeleine

Efter 1864 og tabet af Sønderjylland blev mange unge danske mænd tvunget til at kæmpe for den tyske hær. Mange faldt under første verdenskrig, og krigen satte dybe spor i danskerne. Martin N. Hansen, der er fra Als, skrev denne vise, der indledes på syngende sønderjysk med linjen "Han gik no å pløje å nynne en vis". Sangen fortæller om en ung sønderjyde, der under sin tid i hæren blev betaget af en fransk kvinde - Madeleine. Den indtagende melodi er skrevet af Thorvald Aagaard.

Efter 1864 blev danskere tvunget til at kæmpe for den tyske hær

Efter at Sønderjylland i 1864 var blevet afstået til Tyskland, skulle alle unge sønderjyder være soldater i den tyske hær, uanset om de var dansksindede eller tyske. I tillid til § 5 i fredsaftalen havde de dansksindede håbet på, at en afstemning og en genforening med Danmark ville blive gennemført, men i 1878 havde tyskerne sløjfet den pågældende paragraf, et skridt som den danske regering måtte godkende i 1907. Og samtidig med skuddet i Sarajevo, som udløste 1. verdenskrig i 1914, festede tyskerne på Dybbøl for at markere 50-års jubilæet for sejren over danskerne.

Flere end 5.000 sønderjyder faldt i første verdenskrig

Over 5.000 dansksindede, som var tvunget til at kæmpe for en fremmed sag, faldt i krigen 1914-18, langt de fleste på vestfronten, hvor også franskmændene led enorme tab.

Martin N. Hansen fik indblik i krigens pris

Martin N. Hansen, der boede på Als, undgik selv at deltage i krigen som tysk soldat, men oplevede stærkt de mange ufrivillige soldater der kom hjem med fysiske og psykiske men.

Madeleine blev trykt første gang i 1924

Sangen om Madeleine er første gang trykt 1924 i Hvæ fovl må syng og optrykt i 1928 i Madeleine, ny å gammel alsisk rim. I Højskolesangbogen er den endelige version gengivet efter Martins Visebog fra 1975.

Sangen handler om en ung sønderjyde, der har svært ved at glemme fortiden

Hjemme igen efter oplevelserne som tysk soldat og som krigsfange hos franskmændene går den unge sønderjyde og pløjer sin jord. Han er nygift og glad, men fortiden vil ikke slippe sit tag i ham. En positiv søndagsoplevelse står stærkest i erindringen. Betagelsen af en ung fransk kvinde, der viste ham venlighed, får lov at dække over alt det, der er så ondt at tænke på, men som han aldrig kan glemme. Han kan ”ållde blyv fri”.

Ordforklaringer 

1.2   tændt o en piig: tænkte på en pige
1.4   å e læerke: og lærkerne
2.1   novve, han sleet itt forstov: noget han slet ikke forstod
2.2   nøls: for nylig
3.1   synda: søndag
3.2   fullds: fulgtes
3.3   sorre: sorg
3.4   soj: sagt
4.3   de varr e hiele: det var det hele
5.2   å stov: og blev stående
5.4   ållde: aldrig

 Komponist Thorvald Aagaard

Thorvald Aagaard har skrevet den indtagende melodi

Allerede 1928 skrev Thorvald Aagaard sin indtagende melodi, der med sit beskedne toneomfang, de små intervaller og den fastholdte skiften mellem en fjerdedel og to ottendedele gengiver mandens nynnen bag ploven (vers et). Først i det vemodigt kaldende ekko i omkvædet, der rytmisk er bestemt af pigens navn, Madeleine, indføres sekstendedele, og sluttonen i navnet synker en tone for hver af de tre gentagelser. 

Fakta om Madeleine

Nr. 498 i Højskolesangbogens 18. udgave

Tekst: Martin N. Hansen, 1928

Melodi: Thorvald Aagaard, 1928

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Jørn Buch

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.