Lynildsmand, som for vort øje

Baggrund Historien
Heinrich Steffens CC Litografi af F. Jentzen 1828, efter F Krüger

Lynildsmand, som for vort øje er oprindeligt et digt ved Heinrich Steffens' død i 1845. Grundtvig skrev teksten i sine unge, rationalistiske år og den skal derfor ses som et mindedigt over en samtidig åndsperson. L. M. Lindemans melodi er helt i traditionens ånd. Den er oprindeligt skrevet til en anden Grundtvigtekst

Grundtvigs sang er et mindedigt til Heinrich Steffens

I november 1802 sad den 19-årige stud.theol. Grundtvig sammen med store dele af den daværende og kommende københavnske kulturelite på Elers Kollegium. De lyttede til Grundtvigs ti år ældre fætter Henrich Steffens. Steffens var mineralog og havde tilbragt flere år ved tyske universiteter, hvor tankerne om verdenssjælen – den besjælede natur – havde grebet ham. Steffens forelæsning var fremmede tanker for Grundtvig, som på dette tidspunkt var dybt præget af en kølig rationalistisk fornuftdyrkelse; og selvom digtet kunne antyde det, så var det ikke Steffens, der forløste Grundtvigs digtersind, som han gjorde det med Oehlenschlägers. Nej, æren for Grundtvigs åndelige vækkelse må tilskrives Constance Steensen-Leth, som han et par år senere skulle blive ulykkelig forelsket i. Digtet er altså ikke selvbiografisk, men udelukkende et mindedigt over en samtidig åndsperson.

Grundtvig, tegning efter C. A. Jensens maleri, Ny Carlsberg Glyptotek
N.F.S. Grundtvig

Grundtvig skrev digtet ved Steffens' død

Digtet er skrevet ved Steffens’ død og første gang trykt den 14. marts 1845 i Berlingske Tidende. Det oprindelige digt med 18 strofer er langt mere personligt og, hvis man er fortrolig med den nordiske mytologi, også klarere i sin opbygning end denne forkortede udgave, som Grundtvig selv foretog til Kösters sangbog i 1865.

Digtets hyldest til Steffens

Digtet begynder med et storslået bibelsk billede, hvor Steffens sammenlignes med den engel, der væltede stenen fra graven påskemorgen (Matt 28,2-3). Livsordet - er det Jesus, romantikken eller blot modsætningen til det døde forstandsord, som Grundtvig selv var fanget i? God poesi giver ikke svar, men svarmuligheder.

Strofe 2-3 beskriver, hvordan ånden nu genfødt i mennesket ”vandrer på isse” og i naturen ”på klippespidse”. Mens disse strofer er tydeligt påvirket af romantikkens stil, er de to næste meget grundtvigske. ”Talen” og ”ordet” har overalt hos Grundtvig en dobbeltbetydning, jf. Joh 1,14.

Vækkelsesbilledet i strofe 5 er storstilet og enkelt. Kun Grundtvig kan så ligetil komme fra ”lig” til ”lærke”. Og vækkelsen virker (strofe 6): Vel er der ikke skrevet meget i Nord, men der er talt et ord og vakt en ånd, der vil leve så længe vi har sprog.

Lynildsmand, som for vort øje

1. Lynildsmand, som for vort øje
i det årle morgengry,
lig en engel fra det høje,
vælted stenen bort på ny,
stenen, som i blomsterhaven
lukked, spærred livsords-graven,
//: også du sank under muld! ://

2. Dog, den ånd, som slynged lynet,
når det knitrende udfór,
ånden, som genfødte synet,
sprængte bautasten i Nord,
vandrer nu igen på isse
som på sky og klippespidse,
klædt i lyn, med kæmpeskridt.

3. Når det knitrer, når det dønner,
når det runger dybt i fjeld,
når I lytte, Nordens sønner!
muntre end i tidens kvæld;
mindes, det var ham, der blunder,
som i Nord til stort vidunder
stødte først i Hejmdals lur!

4. Ja, den fri, den stærke tale
om, hvad hånden griber ej,
med hvad dog fra dybe dale
baner sig til stjerner vej:
ordet, som af ånden føres,
skaber syn, hvor røsten høres,
vågned, Steffens, her med dig!

5. Folket sov som lig i kiste,
kæmper sov som kampesten;
brat dog vågned fugl på kviste,
lærke med i ager-rén,
stak i sky til vingeprøve,
sang med lyst for øren døve
for hinanden og for dig!

6. Det skal spørges, du har levet
som kun få på denne jord,
levet mest, hvor mindst er skrevet,
lever kongelig i Nord:
talt et ord, som aldrig glemmes,
vakt en ånd, hvis kraft fornemmes,
mens vi har et modersmål!

Ordforklaringer

3.1   knitrer, dønner: lyner og tordner
3.7   Hejmdals lur: Den nordiske gud Heimdal havde et horn, som han skulle blæse i når jætterne – de åndløse – angreb
5.4   ager-rén: upløjet skel mellem marker

Melodien er skrevet af Ludvig Mathias Lindeman

Melodien skyldes Ludvig Mathias Lindeman (1812-1887), norsk komponist, teolog og organist. Han var ansat som organist i Vor Frelsers kirke i Oslo (nu Oslo Domkirke) gennem 47 år, men var mest kendt for sit virke med at samle norsk folkemusik. Som komponist var han aktiv både med folkelige og kirkelige melodier, ikke mindst til Grundtvigs tekster - f.eks. Kirken den er et gammelt hus og O kristelighed.

Den traditionelle melodi er helt i traditionens ånd

Denne melodi er oprindelig komponeret til en anden Grundtvigtekst: Kongehånd og folkestemme, men lader sig fint anvende også til Lynildsmand– når man bare gentager sidste linje, så denne får karakter af en slags omkvæd. På trods af punkteringerne, som let kan få en melodi til at virke bastant, bevarer Lindeman et umiskendeligt romantisk præg - ikke mindst i kraft af harmonierne. Melodien er helt i traditionens ånd, med den urklassiske A-A-B form, hvor A-delene modulerer til dominanttonearten C-dur, mens B-delen fører os trygt tilbage til F-dur.

Fakta om Lynildsmand, som for vort øje

Nr. 484 i Højskolesangbogens 18. udgave

Teksten er skrevet af N.F.S. Grundtvig i 1845 i anledningen af Heinrich Steffens' død. Melodien er skrevet af L. M. Lindeman i 1854.

Forkortet af N.F.S. Grundtvig i 1865.

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Carsten Oxenvad, melodibeskrivelsen af Erling Lindgren.

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.