Langt højere bjerge

Baggrund Norden

Som mange andre af Grundtvigs sange, er denne skrevet til en festlig lejlighed. Sangen hedder Danmarks Trøst, og som titlen antyder, handler teksten om, at de hårde tider i begyndelsen af 1800-tallet er forbi, og at alt sammen nok skal gå. Melodien er oprindelig skrevet til en anden tekst, alligevel supplerer tekst og melodi hinanden med ønsket om at indgyde befolkningen mod.

Sangen er skrevet til en festlig lejlighed

Af Grundtvigs mange sange er en del skrevet til festlige lejligheder, denne i anledning af at den norskfødte digter og embedsmand Christen H. Pram blev udnævnt til toldforvalter på øen St. Thomas i Dansk Vestindien. En række af hans venner fra kunstens verden – bl.a. Bertel Thorvaldsen – indbød til afskedsfest 10. 4. 1820, og også Adam Oehlenschläger og B.S. Ingemann bidrog med sange til lejligheden.

En sang til Danmarks trøst

I tiåret forinden havde Danmark oplevet strenge tider med bl.a. statsbankerotten 1813 og afståelsen af Norge 1814. Under titlen Danmarks Trøst blev teksten optaget i Viser og Sange for danske Samfund 4. Hæfte 1841. Teksten svarer nøje til sin titel. De hårde tider er forbi, og det skal nok gå alt sammen. Originalen har otte strofer, hvoraf højskolesangbogen bringer de seks første. De to udeladte strofer hylder kongehuset og Frederik 6.

Folkets karakter er i overensstemmelse med landets natur

Grundtvig tager udgangspunkt i at betone, at folkets karakter er i overensstemmelse med landets natur. Strofe for strofe priser han derefter natur (2), historie (3), videnskab (4) og sprog (5) for i strofe 6 at sammenfatte sin tilfredshed med en præcisering af folkets levevilkår.

Udlandet over for Danmark

Samtlige strofer indeholder en sammenligning mellem udlandet og Danmark, og strofernes struktur er hver gang den samme. De indledes alle med ordet langt efterfulgt af et rosende tillægsord, som beskriver de fremmede forhold som bedre end de hjemlige. Ikke desto mindre falder alle sammenligningerne ud til fædrelandets fordel – i hvert fald for os. Og så kunne Christian Pram i øvrigt få det nok så godt ude i Vestindien.

Flere af slutlinjerne er så fyndige, fx i strofe 1 og 6, at de nærmest har fået karakter af ordsprog.