Kommer hid, I piger små

Baggrund Historien

Grundtvig og Willemoes var jævnaldrende og nød et kort, men nært venskab, inden Willemoes døde i slaget ved Sjællands Odde i 1808. I digtet kalder Grundtvig pigerne til sig for at synge om helten Willemoes. Det fortælles, at traditionen for fællessang blev født til et af Grundtvigs mands minde-foredrag, hvor forsamlingen rejste sig op og sang digtet på C.E.F. Weyses melodi.

Grundtvig og Willemoes

”Om kort, om langt blev løbebanen spændt,

den er til folkegavn, den er til grøde.”

Således lyder nogle linjer, som Grundtvig i 1872 føjede til Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord (Højskolesangbogens nr. 95, jf. artiklen herom). Når han her taler om et langt liv, har han måske tænkt på sig selv og sin høje alder – næsten 89 år. Skulle Grundtvig derimod forestille sig en kort livsbane, kan han meget vel have tænkt på sin jævnaldrende ungdomsven Peter Willemoes – søhelten som blev ramt af en granat, mens han stod på dækket af orlogsskibet Prinds Christian og tappert dirigerede kanonaderne mod de angribende engelske linjeskibe i slaget ved Sjællands Odde 22.3.1808. Han nåede ikke at opleve sit 25. år.

Deres venskab var kort, men nært

De to mødte hinanden på Langeland i 1807. Grundtvig var huslærer på godset Egeløkke. Den unge søofficer var indkvarteret på Tranekær Slot. Det blev til et nært venskab i den korte tid, de kendte hinanden, og nyheden om vennens bratte død ramte Grundtvig med sorg og fortvivlelse.

I 1809 forfattede han indskriften på mindestøtten over de faldne fra Prinds Christian på Odden Kirkegård: De snekker mødtes i kvæld på hav (Højskolesangbogens nr. 485). I de følgende år skrev han flere Willemoes-digte, der i den foreliggende version er sammenstykket til en sang på i alt 12 strofer.

Sangen handler om helten Willemoes

I digtet kalder Grundtvig – som skjalden i det gamle Norden – pigerne til sig for at synge om en helt, ”alle vakre pigers ven”. En kendsgerning er det, at Peter Willemoes i sin korte levetid nåede at blive et idol – omspændt af myter. En af dem fortæller, at han bar en daggert af guld, en hædersgave fra Danmarks unge kvinder som tak for hans heltemodige indsats i slaget på Reden i 1801, hvor han havde udmærket sig ved sin dristighed som kommandant.

Sangens første fem strofer besynger Willemoes’ barndom og ungdom og slutter: ”kæk han drog til fremmed land/ manddoms værk at øve”. Willemoes havde for at tilfredsstille sin eventyrlyst og måske også sin pengepung en overgang ladet sig hverve til russisk krigstjeneste, indtil han i august 1807 vendte tilbage til Danmark. Stroferne 6-12 beskriver optakten til og fuldbyrdelsen af Willemoes’ tragiske endeligt i 1808.