Jo, jo gøgleri er en nobel kunst

Baggrund Liv
Jo, jo gøgleri er en nobel kunst

Visen stammer fra eventyrspillet Kalifen paa Eventyr, som er skrevet af revyforfatteren og satirikeren Erik Bøgh i 1856. Visen er en satire over den forstillelse og dobbeltspil, der ifølge forfatteren er udbredt blandt alle, der har et ord at sige. De er dog alle amatører i modsætning til de professionelle satiriske kunstnere.

Erik Bøgh skabte den første danske revy

Erik Bøgh var i 1850 den første, som skabte en dansk revy, og han blev kendt for sin respektløse satire over samtidens personer. Senere blev han leder af Casinoteatret, hvor der opførtes en lang række stykker, som han enten oversatte eller selv skrev sange og viser til, heriblandt eventyrspillet Kalifen paa Eventyr fra 1856, som denne vise stammer fra.

Erik Bøghs politiske udvikling

Med tiden blev Erik Bøgh – skønt nationalliberal i ungdommen – mere og mere konservativt indstillet. Således opførte han et stykke, Grevindens Søskendebarn, der af alle blev opfattet som en satire over grevinde Danners forhold til Frederik 7., skønt det handlede om Ludvig 15. og hans elskerinde. Ikke mindst hans vise i stykket Jeg hader dem, som steg fra Dybet blev modtaget med jubel af dem, der var imod kongens forhold til grevinde Danner.

Succes som redaktør og bladudgiver

I sine senere år havde han meget held med sin virksomhed som redaktør og bladudgiver. Her fortsatte han sine satiriske skriverier til støtte for godsejerregeringerne og imod det store venstreparti der dominerede folketinget.

Satire over autoriteternes forstillelse og dobbeltspil

Visen er en satire over al den forstillelse og det dobbeltspil, som, Bøgh mente, er udbredt blandt alle, der har et ord at sige: politikeren, forretningsmanden og lægen (strofe 2), de høje og de lave, kurtiserende kvinder og mænd samt præster (strofe 3). Men de er alle amatører i modsætning til dem, der er ”mænd af faget”, altså professionelle satiriske kunstnere.

Til fællessang synges visen uden for teaterstykkets kontekst. Så opfattes sidste strofe snarere som en selvironisk fremhævelse af de syngendes egne evner som gøglere.