Jeg ved en lærkerede

Baggrund Liv

Sangen er en børnelitterær klassiker om barnet, der med tilbageholdt åndedræt iagttager noget fint og skrøbeligt og beskytter det mod det fremmede. Med Carl Nielsens enkle melodi er sangen den eneste sang, de fleste danskere kan udenad.

Harald Bergstedt var medlem af nazistpartiet

I 1963 kunne man igen spille Jeg ved en lærkerede og andre af Harald Bergstedts sange i radioen, og samme år bragte man en tv-udsendelse om Bergstedts digte – dog kun med tekster fra før 1940.

Fra 1945 og cirka 20 år frem havde Bergstedt været bortcensureret fra medierne, fordi han fra 1942 var medlem af nazistpartiet samt en flittig skribent på Fædrelandet, hvor hans sidste artikel blev en hyldestkronik til Adolf Hitler. Bergstedt blev efter krigen idømt to års fængsel og fem års fortabelse af almen tillid for landsskadelig virksomhed.

En børnelitterær klassiker

Jeg ved en lærkerede er fra 1921 og blev trykt i 1932 i samlingen Børnesange. Hvad man end måtte mene om Bergstedt, turde det være tydeligt for enhver, at det i hvert fald ikke er denne børnelitterære klassiker, der er problemet.

I den findes ingen af voksenverdenens destruktive skyggesider; der findes omtrent det modsatte. Et barn der med tilbageholdt åndedræt står som iagttager af noget fint og skrøbeligt: de dunede unger i lærkereden med forældrene der kredser betryggende tæt omkring.

Barnet værner om situationen

Barnet værner om situationen. Det, der kan ødelægge uskylden, holdes væk, hvilket både beskytter ungerne og giver barnet mulighed for at holde oplevelsen for sig selv. Ikke blot som iagttager, men som en del af naturoplevelsen gennem sin samhørighed med de gamle lærker: ”jeg tænker nok de mærker, jeg gør dem ingenting”.

Jeg ved en lærkerede

1. Jeg ved en lærkerede,
jeg siger ikke mer;
den findes på en hede,
et sted som ingen ser.

2. I reden er der unger,
og ungerne har dun.
De pipper de har tunger,
og reden er så lun.

3. Og de to gamle lærker,
de flyver tæt omkring.
Jeg tænker nok de mærker,
jeg gør dem ingenting.

4. Jeg lurer bag en slåen.
Der står jeg ganske nær.
Jeg rækker mig på tåen
og holder på mit vejr.

5. For ræven han vil bide
og drengen samle bær.
men ingen skal få vide,
hvor lærkereden er. 

Vi bliver indviet i en hemmelighed

Fortælleren kan ikke dele sin oplevelse med nogen, for den mindste støj vil opløse hele situationen, som en boble der brister. Men gør det så alligevel med sin lille fortælling. Teksten lader os være en del af det, vi aldrig kan finde hen til i tid eller rum. Vi står som læsere selv på tå i åndeløs spænding, varsomt for ikke at forstyrre og ødelægge. Vi ved ikke, hvor lærkereden er, men sangen bringer os alligevel derhen gennem tekstens enkle og ligefremt fortællende poesi. 

Lærken er et symbol på Danmark 

Siden det danske nederlag i 1864 har lærken været et symbol på Danmark. Et lille land som stort set kun kan forsvare sig med sin sang. Højskolesangbogen rummer da også flere sange om lærken, som i 1960 af Undervisningsministeriet blev udnævnt til Danmarks nationalfugl. Men efter en seerafstemning i tv-udsendelsen ”Dus med dyrene” i 1984, fik knopsvanen æren. Seerne valgte den største, flotteste og hvideste fugl. Den er dog samtidig ganske aggressiv over for fremmede.

Den eneste sang, de fleste danskere kan udenad 

Det er påfaldende, at vi stort set ikke synger om svanen, og at den eneste sang, som de fleste danskere kan udenad, er Jeg ved en lærkerede, som handler om at værne om det fremmede liv, som har behov for vores beskyttelse. 

Melodiens korte form

Carl Nielsens melodi blev offentliggjort i Ti danske Smaasange i 1924. Mange komponister kender problemet med at udfolde sig i så korte vers, da det er vanskeligt at udvikle en ide, før det hele er slut. Men Carl Nielsen kunne!

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Carl Nielsens melodi imiterer lærkens flugt

Melodien er – som teksten – såre enkel og holder sig fra start til slut inden for samme toneart. Den imiterer i første linje lærkens karakteristiske flugt i bløde buer, og den placerer i første strofe overbevisende lærkens rede nede på heden på melodiens dybeste tone.

Melodien er i bevægelse

Som lærken er melodien til stadighed i bevægelse og kredser trygt omkring basisakkorderne i Es-dur. Det eneste sted (i 3. linje), hvor Nielsen og lærken tager en lille afstikker til paralleltonearten c-mol, virker befriende, men ikke overraskende. Og ligeså forsigtigt melodien i starten bevæger sig op til højdetonen c i starten af 2. linje – ja, ligeså sikkert lægger den sig i slutningen til hvile på melodiens udgangspunkt: grundtonen.

Drop sangbogen og klaveret

Et lille tip: Hvis du skal introducere denne sang for en forsamling, så prøv at droppe både sangbogen og klaveret. Stil dig op foran de glade sangere og syng for – det vil du ikke fortryde! Og glæd dig i dit stille sind over denne enkle og geniale melodi, der har medvirket til, at vi sammen kan teksten udenad, og som klarer sig fint uden akkompagnement.

 

Fakta om Jeg ved en lærkerede

Nr. 102 i Højskolesangbogens 18. udgave

Forfatter: Harald Bergstedt

Komponist: Carl Nielsen

Teksten er skrevet i 1921, melodien er komponeret i 1924. 

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Første del af artiklen er skrevet af Astrid Juul Poulsen og Jesper Moesbøl og melodibeskrivelsen af Erling Lindgren og Jesper Moesbøl

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.