Jeg bærer med smil min byrde

Baggrund Historien
Jeg bærer med smil min byrde

Digtet stammer fra Jeppe Aakjærs digtsamling Rugens Sange. Det rummer en euforisk hyldest til naturen og livet med budskabet om, at livets udfordringer ikke må stå i vejen for glæden over tilværelsens gaver. Carl Nielsens melodi emmer, ligesom digtet, af glæde og begejstring. Melodien formår også at omfavne Aakjærs uregelmæssige metrik, så det næppe opfanges af den syngende forsamling.

Digtet er fra Rugens sange

Digtets titel er Sundt Blod. Det er skrevet 19. februar 1906 og trykt i Rugens Sange samme år. For yderligere om Rugens sange henvises til artiklen om Nu er dagen fuld af sang.

Hyldest til naturen og livet

Digtet rummer en euforisk hyldest til naturen og livet. De udfordringer og byrder, vi møder, må ikke stå i vejen for at kunne glæde sig over tilværelsens gaver.

Aakjær gør her flittig brug af ordet ”jeg”, som yderligere fremhæves ved sine stærkt betonede placeringer.

Hvem er digtets jeg? 

Hvem er så dette jeg, vil det være naturligt at spørge. I den forbindelse ledes tanken hen på Aakjærs motto for Rugens Sange: ”Jeg er ikke en profet og ikke en profets søn, men jeg er en hyrde og en mand, som sanker vilde morbær”. Det er et citat fra Amos’ bog 7,14 i Det gamle Testamente.

Strofe 1.3 angiver med ordet ”som”, at der er tale om en sammenligning. Billedet af hyrden tegner digterens situation. Det er således sangeren Aakjær, der vil delagtiggøre læseren i sit natursyn, få ham til at undres og betages. Med linjen ”men finder ej tolkende ord” (3.4) erkender han sin utilstrækkelighed. Skalmejen i 4. strofe bliver da udtryk for det, som kunstneren har fået som nådegave: Han kan tolke.

Slutstrofen refererer til beskueren og digteren

Slutningsstrofen refererer til digtets to tyngdepunkter: Naturens almindelige beskuer der overvældes af sine begrænsninger og bekymringer, og digteren der forsøger at tolke den glæde, der fylder ham, og som han gennem sit digt håber at kunne formidle til læseren.