Lyset vælder ind i verden

Baggrund Morgen
Lyset vælder ind i verden

I denne morgensalme af Holger Lissner spiller lyset hovedrollen. Det vælder ind i verden, i stuen og i sindet og gør jorden ny igen. Salmen opstod på Haslev-stævnet, hvor salmeskrivere og komponister hvert år mødes for at skrive nye salmer. Den jazzinspirerede melodi er skrevet af Mads Granum og pakker den fine tekst roligt og smukt ind.

Lyset spiller hovedrollen

I salmen Lyset vælder ind i verden er lyset det handlende subjekt. Aktive bevægeverber som vælder, jager, kalder, vækker, spejler, leger og kaster knytter sig til lyset.

Teksten bevæger sig fra kosmos til mikroplan

Salmens overordnede struktur er en bevægelse, som for hvert vers gradvist zoomer længere og længere ind fra kosmosplan (verden) i første vers til mikroplan (sindet) i fjerde vers. I fjerde vers, som foregår i sindet, skal hovedverbet gennemtrænge modstand, mens de øvrige verber beskriver omsorg og trøst. Her ”trænger” lyset ind i sindet, og det er det samme lys, som med bogstavrim ”læger såret, lindrer savnet”. Femte og sidste vers er en beskrivelse af lyset selv. I salmens afsluttende linje ændrer et komma sætningens modus fra indikativ (fortællende) til imperativ (bydeform), og med det skift bliver sætningen en direkte henvendelse til lyset, som er Gud. Salmen begynder således på det deskriptive plan og slutter som en bøn.

Lyset vælder ind i verden

1. Lyset vælder ind i verden,
jager nattens mørke bort,
kalder frem de varme farver,
hvor der før var gråt og sort,
vækker blomsten, vugger bladet.
||: Gud gør jorden ny igen. :||

2. Lyset vælder ind i byen,
spejler sig i vinduesglas,
leger skyggespil på gaden,
kaster glød på torv og plads,
får os til at se hinanden.
||: Gud gør jorden ny igen. :||

3. Lyset vælder ind i stuen,
luner os, når vi er grå,
lokker os derud i solen,
ud, hvor der er godt at gå,
så det letter, det, der trykker.
||: Gud gør jorden ny igen. :||

4. Lyset trænger ind i sindet,
løsner smertens stramme bånd,
får os til at glemme sorgen,
gribe vennens varme hånd,
læger såret, lindrer savnet.
||: Gud gør jorden ny igen. :||

5. Du er lyset, du, der kommer
til os, når vi kun ser nat,
så vi overrumplet fatter,
at vi aldrig er forladt.
Lad os lyse, som du lyser!
||: Gud, gør jorden ny igen. :||

Lissner arbejder for at forny salmer og gudstjenester

Holger Lissner er en dansk præst og salmedigter født i 1938. Han er tidligere højskolelærer i Løgumkloster og siden præst i Sønder Bjert frem til sin pensionering i 2003. Holger Lissner modtog i 2019 Kristeligt Dagblads Pris for sit arbejde med at forny salmer, bønner og gudstjenester. Samme år modtog han sammen med komponisten Christian Præstholm tidligere kirkeminister Mette Madsens Legat for sit skabende arbejde inden for Folkekirken navnlig med musik og salmer.

Salmen er skrevet på Haslev-stævnet 2015

Holger Lissner er initiativtager til en gruppe af ca. 20 danske salmedigtere og -komponister, som hvert år mødes i Haslev for at skrive nye salmer. Det var netop på et Haslev-stævne i 2015 med temaet ”Morgen- og Aftensange”, at teksten til Lyset vælder ind i verden opstod. Den rolige og smukke melodi til denne version af teksten skrev komponist, pianist og organist Mads Granum i 2017 i forbindelse med sin musikudgivelse Med favnen fuld af kærlighed, som udkom samme år.

Kingo og Ingemanns inspiration skinner igennem

Holger Lissner er bevidst om den tradition, han står på skuldrene af, når han skriver en salme i genren ”Morgen- og Aftensange”, nemlig traditionen fra Kingo og Ingemann. Især B.S. Ingemanns billedsprog har inspireret Lissner i Lyset vælder ind i verden. Ingemann skriver i sidste vers af I østen stiger solen op fra 1837 ”Du soles sol fra Betlehem, hav tak og lov og pris”. Her omtolker Ingemann lyset fra naturfænomenet til Kristus, som kan give os ”glimt fra lysets hjem og fra dit paradis”. På samme måde som hos Ingemann vender Lissner perspektivet i sin morgensalme således, at den ikke kun beskriver morgenens lys, der kommer, men verdens lys der kommer. Ifølge Lissner kan salmen nu synges forfra med den bevidsthed, at Kristus er det lys, der vælder ind i verden, byen, stuen og trænger ind i sindet.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).  

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Granums melodi har en jazzet klang

Melodien består af ottendedele, som flyder i et roligt tempo. Motivet tager et mørkt udgangspunkt og bevæger sig gradvist opad, hvilket gentages med variation i løbet af de første fire takter. Herefter bevæger melodi og akkorder sig i en spændingskurve over fire takter, der leder frem til afslutningen, som understreger tekstens sidste linje, idet den i gentagelsen med fjerdedelsnoder lægger tryk på hver enkelt stavelse. Her springer melodien som i en musical via en kvart og en kvint direkte op på melodiens højtone på nonen i toneartens fjerde trin. Harmoniseringen er i øvrigt jazzinspireret.

Fakta om Lyset vælder ind i verden

Nr. 31 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: Holger Lissner, 2015

Melodi: Mads Granum, 2017

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Marianne Søgaard 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.