Lyset er vendt

Baggrund Morgen

I sangen beskriver Ellen Heiberg i et klart og enkelt sprog de tanker og følelser, der opstår i overgangsfasen mellem nat og morgen. Michael Bojesens melodi har et blidt, let drømmende præg med en hymneagtig melodistemme og en pulserende basfigur. Den begynder i det høje og slutter åbent - ligesom Ellen Heibergs digt.

Ellen Heiberg har skrevet adskillige viser

Ellen Heiberg debuterede i 1977 med visesamlingen Imellem sorg og glæde, sat i musik af Andy Sundstrøm. Men allerede i 1972 var fire af disse sange blevet præsenteret af den dansk-norske visesanger Birgitte Grimstad i visesamlingen Menneskeviser.

Ellen Heiberg har siden udgivet adskillige visebøger, digtsamlinger og en børnebog og har ved flere lejligheder skrevet tekster til DR Radiopigekoret.

Sangen er en hilsen til Ingemann

Lyset er vendt består af seks korte firlinjede vers, der kan læses som ét langt digt uden ophold mellem de enkelte vers. Sangen er en hilsen til B.S. Ingemann og hans Lysets engel går med glans. Der er flere lighedspunkter både i form og indhold. Ellen Heiberg beskriver i et klart og enkelt sprog tanker og følelser, som opstår i overgangsfasen mellem nat og morgen; om mørket der svinder, om håb og fortrøstning og om at synge sin sorg og glæde ud.

Michael Bojesens melodi til Lyset er vendt har et blidt, let drømmende præg. Den bevæger sig i en roligt strømmende fjerdedelsrytme, overvejende trinvist, men dog med et karakteristisk opadgående sekstspring i tredje linje – ”så møder du lysets engel”. Den begynder i det høje leje og slutter åbent – svarende til digtets form – med en opadgående ren molskala. Den langsomme, næsten hymneagtige melodistemme fastholdes af den pulserende basfigur.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Fakta om Lyset er vendt

Nr. 26 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekster: Ellen Heiberg, 2004

Melodi: Michael Bojesen, 2004

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Lise Helmer Petersen. 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.