Lirekassen

Baggrund Liv

Tom Kristensen skrev digte med stærke forbindelser mellem form og indhold. Således også hans digt Lirekassen fra 1922, hvor rim og metrik skaber den samme hoppende og slæbende fornemmelse som en lirekasse. Jørgen Bentzon satte melodi til, og tekst og musik forenes til et troværdigt billede af stemningen omkring lirekassemanden i den københavnske baggård.

Højskolesangbogens forkortede version rummer det muntre

Digtet Lirekassen fra samlingen Mirakler, 1922, har 11 vers, og af dem bringer Højskolesangbogen de første fem. Dermed har teksten skiftet karakter: Den forkortede version er blot en munter og farverig beskrivelse af en københavnsk baggård, der har fået besøg af en lirekassemand, mens den oprindelige tekst fortsætter med en ekspressionistisk ”programerklæring” – en hyldest til de grelle farver og skingre toner, til det disharmoniske og modsætningsfyldte, der præger livet i en moderne storby.

De udeladte vers giver plads til det disharmoniske

I det oprindelige vers 6 introduceres en frue, der bor på mezzaninen, byejendommens fine etage: Hun ”er altfor hvid, er altfor fin,/ og hendes Sjæl er æthertynd”. Og for hende er lirekassemusikken og den solide livsudfoldelse, som den kalder frem i baggården, en vederstyggelighed. I sidste vers træder digtets ”jeg” frem for første og eneste gang:

”Men du med Sjælen æthertynd,

gaa hen og skrift din svare Synd

ved Kirkealtrets Billede

og slug en bleg Oblat.

Jeg gaar til Dans og Vals og Vrik,

til Træskoklamp og Blikmusik,

til Alterskilt, som flammer vildt

i farvegrel Spinat.”

Tom Kristensen skaber en tæt forbindelse mellem form og indhold

Den tætte overensstemmelse mellem form og indhold er karakteristisk for Tom Kristensens digte fra begyndelsen af 1920’erne: Digtene er fulde af farver og lyde, de er i deres ordvalg og rytme selv grelle og skingre.

Tom Kristensen Tom Kristensen

Digtet har en slæbende og hoppende rytme

I Lirekassen hører man trefjerdedelstakten i versenes opbygning – tydeligt i første vers med gentagelsen af ordet ”nu”. Brugen af navneord i bestemt flertal (-ene/-erne) og af udsagnsord i tillægsform (-ende) giver et væld af ubetonede stavelser og skiften mellem korte og lange lyde. Dermed får digtet en slæbende og hoppende rytme (daktyler), der så brydes i fjerde og ottende linje.

Selv rimene underbygger lirekasserytmen

Også rimene underbygger den ujævne lirekasserytme: Enderimene følger et fast mønster, som bryder med den traditionelle metrik (a-a-b-c-d-d-e-c), og forskellige typer af bogstavrim og lydligt svære bogstavkombinationer strøs ud med rund hånd – som fx i de hvirvlende fire første linjer i vers 2.

Ordforklaringer

1.7 orgeltragt: orgelpibe; lirekassen er et mekanisk orgelværk
2.5 retiraderne: lokummerne i gården
3.1 bersærkerne: de vilde, ustyrlige (gade)drenge

Komponisten Bentzon fokuserede på pædagogik og kammermusik

Melodien er komponeret af Jørgen Bentzon (1897-1951), som stammede fra en musikerslægt gennem flere generationer. Han arbejdede bl.a. vedholdende for udbredelsen af landets folkelige musikskoler, og han har da også komponeret en del musik med pædagogisk sigte for børn. Derudover havde han sit primære kompositoriske virke inden for den etablerede klassiske musik, især kammermusikken. Når der således foreligger en melodi til en folkelig sang, er det tæt på at være en enlig svale.

Melodien genskaber lyden af en lirekasse

Bentzon rammer med sin karakter og stemning meget præcist ned i den atmosfære, der omgav datidens lirekasser. En insisterende rytme, der driver musikken ubønhørligt fremad, som var den genereret af lirekassemandens håndsving. Først i versets slutning får melodien lov til at falde til hvile på toneartens dybe grundtone.

Harmonisk fornemmer man et strejf af dekadence

Harmonisk slås stemningen også an fra start: Den første betonede tone er seksten i tonikaakkorden – et strejf af dekadence, som omgav ikke blot lirekassen, men også det sociale liv, der omspændte den. Tekst og musik går her op i en højere stemningsmæssig enhed.