Leonoras vise

Baggrund Folkeviser og ballader
Leonoras vise

Susanne Brøgger fortæller i denne moderne folkevise historien om Leonora Christina. Leonora Christina sad fanget i Blåtårn i 20 år, da hendes mand Corfitz Ulfeldt var blevet anklaget for landsforræderi. I løbet af de mange år i fangenskab nedskrev hun sine oplevelser, der senere blev udgivet i værket Jammers Minde. Jammers Minde siges at være det første kønsbevidste værk i dansk litteraturhistorie, og Suzanne Brøgger har været meget optaget heraf. Den klassiske folkevisemelodi er skrevet af Katrine Muff Enevoldsen.

En moderne fortolkning af Leonora Christinas historie

Leonoras vise er skrevet af en af Danmarks mest markante forfattere Suzanne Brøgger (f. 1944). Visen er en moderne fortolkning af Leonora Christinas liv i fangenskab i Blåtårn fra 1663-1685, som hun selv beskrev i det selvbiografiske værk Jammers Minde. Hun sad fængslet, fordi hendes mand Corfitz Ulfeldt var blevet anklaget for landsforræderi mod den svenske konge Karl Gustav.

Jammers minde er et af de første kønsbevidste værker i dansk litteraturhistorie

Leonora Christina var ni år, da hun blev forlovet med Corfitz Ulfeldt og femten år, da de blev gift. Sammen fik de ti børn i årene 1637-51. Jammers Minde er skrevet til hendes børn, selv om man ved læsning af værket får fornemmelsen af, at det er skrevet til et bredere publikum. I Jammers Minde udstiller Leonora Christina mænd og magten, og hendes misbilligelse af enevælden er tydelig. Værket bliver på den måde et af de første kønsbevidste værker i dansk litteraturhistorie. Leonora Christina skriver sig op imod patriarkatet og fremhæver kvindens styrker.

Leonoras vise


1. Det var i tårnet, det himmelblå
vor dame skulle i fængsel.
Hendes brøde var at elske en mand,
der havde svigtet sit fødeland.

Nej og jamen!
Ja og Amen.
Og hun trevled’ sine silkestrømper op.

2. Her sku’ hun æde det skumle brød
og nedsvælge gift ige slanger.
Myldrende kryb, krible-krablemad,
det bød hun sig selv uden anger.

Nej og jamen!
Ja og Amen.
Og hun trevled’ sine silkestrømper op.

3. I munden havd’ hun en diamant
da vogterne spærred’ hende inde.
Ho ho! En dag kom den ud som guld
af fangen, den mystiske Quinde.

Nej og jamen!
Ja og Amen.
Og hun trevled’ sine silkestrømper op.

4. Vor dame ku’ mer’ end sit fadervor,
hun malede væggene sorte.
En væv af et glasskår og knappenål,
med hønseben skar hun så skarpt som stål.

Nej og jamen!
Ja og Amen.
Og hun trevled’ sine silkestrømper op.

5. Af lagenet trak hun tråde ud
og syed’ en blomst på en gulvklud.
Hun skrev sine minder med sod og øl,
imens hun sad i en mudderpøl.

Nej og jamen!
Ja og Amen.
Og hun trevled’ sine silkestrømper op.

6. Men sladderen udgik fra slottet nu,
at hun kunne hekse med fostre.
Man sagde, at vor dame var synsk og snu,
en kætter der fabled’ om kloster.

Nej og jamen!
Ja og Amen.
Og hun trevled’ sine silkestrømper op.

7. Da dagen oprandt og hun blev fri
fra bragesnak, brændevins slinger.
Da var hun det allerede indeni,
en engel på kærlighedsvinger.

Nej og jamen!
Ja og Amen.
Og hun trevled’ sine silkestrømper op.

8. Hvo’n skal vi synge om damen her,
når ingen fatter en bjælde.
Et “Jammersminde” til evig tid –
en sjælegave hun sender.

Ja og Amen.

Susanne Brøgger kunne spejle sine egne erfaringer i Jammers minde

Suzanne Brøgger har været optaget af Leonora Christinas historie, siden hun i midten af 1980’erne læste Jammers Minde. Efterfølgende skrev hun essayet Og hun trevlede sine silkestrømper op til samlingen Den pebrede susen, som udkom i 1986. Titlen på essayet går igen som en sætning i omkvædet til Leonoras vise. Suzanne Brøgger fortæller:

”Det, jeg tog med mig fra Leonoras Jammers Minde, var hendes ”indre forvandling”, jeg selv havde erfaret skyggen af, da jeg flyttede fra by til land i slutningen af 1960´erne. At bo på landet er ikke noget fængsel, men jeg følte det som et indre eksil, hvor man frivilligt giver afkald på byens impulser og tilbud og må berede sig på, at ’alt skal komme fra én selv’. Mine erfaringer lignede selvfølgelig ikke kongedatterens, hun, som var spærret inde i Blåtårn i over tyve år. Men jeg havde oplevet nok i mit unge liv til at vide, hvordan det føles, når verden går i stykker, dér hvor man forventer den burde hænge sammen og er tavs dér, hvor den burde tale.”

Susanne Brøgger

Suzanne Brøgger. Foto: Isak Hoffmeyer

Historisk stof bliver levendegjort

Suzanne Brøggers vise leger med nogle af de klassiske kendetegn for folkevisen. Der er en historie, der skal fortælles i visen, historien om Leonora Christinas fangenskab. Der er slagfærdighed i teksten og et omkvæd, der understreger den lyriske grundstemning. Historien bliver som i en klassisk folkevise fortalt i vers på fire linjer. Omkvædet har Suzanne Brøgger lånt fra Kristian Zahrtmann, der har malet flere portrætter af Leonora Christina. Han skrev inspireret af Leonora Christinas skæbne. ”Du skal være et menneske af Ja og Amen og ikke af Nej og Jamen.” Suzanne Brøggers Leonoras vise er et godt eksempel på, hvordan et historisk stof kan blive levende igen ved at blive skrevet i en form, som vi kender fra fortiden, folkevisen, men i et moderne sprog.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).  

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Muff Enevoldsen har skrevet en klassisk folkevisemelodi

Katrine Muff Enevoldsen (f. 1985) er sanger, komponist, korleder og højskolelærer på Johan Borups Højskole i København. Melodien til Leonoras vise er helt i tråd med tekstforfatterens idé en folkevise. Sangen går i trefjerdelstakt, klinger i C-mol og har et stort omfang fra det dybe G, som er sangens ansatstone, til toptonen Eb på ordet ”brøde”, som dramatisk bredes ud over tre taktslag i en nedadgående bevægelse. Sangen har et omkvæd, hvilket skriver den ind i en skjaldetradition. Man kan synge Leonoras vise som fællessang fra start til slut, eller man kan alternativt lade en forsanger være den gennemgående fortæller, der synger historien frem vers for vers, mens alle istemmer omkvædet og evt. synger en ”drone” (grundtonen C med korisk vejrtrækning) under verset.

Fakta om Leonoras vise

Nr. 500 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: Suzanne Brøgger, 2018

Melodi: Katrine Muff Enevoldsen, 2018

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Dy Plambeck, melodibeskrivelsen af Marianne Søgaard.

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.