Leonoras morgendigt

Baggrund Historien

Leonora Christina skrev digtet under sit fangenskab i Blåtårn fra 1663 til 1685. I digtet udtrykker hun et ønske om at komme tilbage til Herren; at han vil tage over, nu hvor hun ikke længere selv magter det i sin desperate situation. Melodien er skrevet i 2019 af de to folkemusikere Clara Tesch og Maja Aarøe Freese.

Digtet er skrevet i fangenskab

Digtet er skrevet af Leonora Christina (1621-1698) under hendes fangenskab i Blåtårn fra 1663 til 1685. Hun skrev det samme år, som hun blev fanget, men fordi hun ikke havde kridt til rådighed i sit fangenskab før senere hen, blev det først skrevet ned flere år efter. Digtet indgår i hendes selvbiografiske værk Jammers Minde, som hun skrev under sit fangenskab og færdiggjorde efter sin løsladelse, mens hun boede i Maribo kloster.

 Leonora Christina

Leonora Christina så sig som ligeværdig med mændene

Leonora Christina var datter af Christian IV og Kirsten Munk. Som femtenårig bliver hun gift med Corfitz Ulfeldt, som hun har været forlovet med, siden hun var ni år. Noget særligt ved Leonora Christina er, at hun ser sig selv som ligeværdig med sin mand. De er et par, lige begavede, ambitiøse, hensynsløse og ødsle.

Fra kongedatter til fange i blåårn

I det hele taget er Leonora Christina ikke præget af at se sig selv, en kvinde, som et offer eller som en kvinde, der står under manden, selv om samfundet på det tidspunkt er gennemsyret af stærke patriarkalske strukturer, og kvinden ikke har nogen rettigheder. Men Leonora Christinas følelse er en anden. Hun besidder en særlig styrke, hvilket man også ser i Morgendigt. Der er desperation i digtet:

af gråd var salt min mund
og til mig selv jeg sagde:
du ser ej morgenstund!”

Men der er intet egentlig klynkeri på trods af, at hun er faldet dybt. Fra at leve et liv som kongedatter på herregårde og slotte i Danmark og Paris til at bo i et kammer, der er syv skridt langt og seks skridt bredt. En rotte bliver efter sigende hendes husdyr. Hun klipper halen af den og lader den bo i et papegøjebur i sit kammer.

Leonoras morgendigt

1. Min tunge skal med stemme
forkynde sjælens agt
som ej i dag vil glemme
at prise Guds almagt
og takke skab’ren blid
som sine vægt’re sendte
mit leje de omspændte
mig vogtede med flid.

2. Med sorg jeg ned mig lagde,
af gråd var salt min mund,
og til mig selv jeg sagde:
du ser ej morgenstund!
Men Herrens godhedskraft
befalte søvnen søde
min tørre hjerne bløde
og lindre med sin saft.

3. Tak, Jesus, livsens fyrste!
jeg sengen slippe kan,
med våben mig udruste
at stride som en mand
mod Satan, synd og død,
mod eget kød og vilje,
mod alt, som ville skille
mig fra dig i min nød.

4. Hjælp, hjælper! Hjælp mig, Herre!
mit kors er fra din hånd.
Vil du dets tyngsel bære
og lindre strenge bånd?
Jeg ellers visselig
derunder må fortvivle,
thi dine skud og pile
de sidder dybt i mig.

5. Vil du min nåde øse
og skænke rigelig
til mine faderløse
din mildhed ligelig.
Vær deres fader god,
og glem ej deres færden,
men før dem frem i verden,
svæk deres fjenders mod.

6. Jeg arme støv og aske
endnu ét beder dig,
mig ej at overraske
bortrykke pludselig;
men tillade min ånd
med fuld fornuft og stille,
tålmodigt fri af vilje
befale i din hånd.

Morgendigt udtrykker et ønske om at komme tilbage til Herren

Morgendigt er der et ønske om at komme tilbage til Herren, til Gud, og leve et liv i hans vilje. Et ønske om at Gud vil tage over, nu hvor Leonora Christina ikke længere selv magter det. Hun ved, at hun skal gå til grunde. Hun er ”støv og aske”, som der står i digtet. Gud derimod er adgangen til det evige liv.

Leonora Christina sammenligninger sig selv med Job: Kan hun bestå prøven? 

Digtet har form af en bøn. I Jammers Minde, hvor Morgendigt indgår, sammenligner Leonora Christina sig selv med Job. Gud tog alt fra ham, hans formue, hans hus og børn. Han gjorde ham spedalsk. Men alligevel priste Job Gud. Job bestod prøven og fik sin rigdom, sit helbred og sine børn igen. Leonora Christina spørger sig selv, om det samme kan ske for hende? I digtet overgiver hun sig til Gud og beder ham om at lede hende – ikke længere af lyst og rigdom, sådan som hun har levet med sin mand Corfitz Ulfeldt, men med tålmodighed og fornuft.

Digtet er præget af underkastelse og desperation

Morgendigt er skrevet i en anden tone end Jammers Minde. I digtet er der underkastelse, desperation. I selvbiografien er tonen i langt højere grad præget af selvstændighed, en slagfærdighed og et opgør med patriarkatet, der er helt enestående for sin tid.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).  

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Melodien er skrevet af Clara Tesch og Maja Aarøe Freese

Melodien til Leonoras morgendigt er skrevet af de to folkemusikere Clara Tesch (f. 1990) og Maja Aarøe Freese (f. 1991), som spiller henholdsvis violin og femstrenget cello i trioen Vesselil. Trioens musik er inspireret af den nordiske folkevises tonesprog og bevæger sig ofte i grænselandet mellem dur og mol, hvilket også er tilfældet for denne melodi, som går i melodisk mol og er noteret i fire fjerdedele. I sjette takt, som har et ekstra taktslag, kommer overraskende en durterts i en dorisk skala som variation over moltonearten og giver et tonalt lyspunkt i sangen. Denne vekslen mellem kirketonearter er karakteristisk for folkemusikkens danseviser og ballader.

Fakta om Leonoras morgendigt

Nr. 517 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: Leonora Christina Ulfeldt, posthumt 1869. Bearbejdet af Line Krogh, 2010

Melodi: Maja Aarøe Freese / Clara Tesch, 2019

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Marianne Søgaard. 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.