Kringsatt av fiender
Baggrund
Frihed og fællesskab

Nordahl Grieg skrev digtet Til ungdommen som en reaktion på den voksende fascisme og nazisme i 1936. Sangen har været meget brugt til fællessang, og efter terrorangrebene i Oslo og på Utøya i 2011 fik den igen en særlig betydning. Melodien er skrevet af den danske komponist Otto Mortensen.
Nordahl Grieg var tidens store digter for ungdommen
Den norske forfatter, journalist og krigskorrespondent Nordahl Grieg kom under 2. Verdenskrig og i årene derefter til at stå som tidens store digter for ungdommen i Norden.
Digtet blev under titlen Til ungdommen skrevet til modtagelsesfesten for nye studenter 2. september 1936 i Det Norske Studentersamfund og trykt første gang i tidsskriftet Veien frem, som Nordahl Grieg udgav i 1936-37. Det havde her 14 firelinjede vers, som i dag slås sammen to og to.
Digtet er skrevet op imod fascismen og nazismen
Digtet er skrevet op imod den voksende fascisme og nazisme. I Italien og Tyskland regerede Mussolini og Hitler, og i flere europæiske lande var der fascistiske strømninger. I Norge var tendensen dog beskedent repræsenteret ved den senere landsforræder Vidkun Quislings parti Nasjonal Samling.
Griegs livsholdning var pacifismen
Man antager, at Francos fascistiske opstand mod Spaniens demokratiske regering 18. juli 1936 har været den aktuelle inspirationskilde, og digtet kan ses som udtryk for, at Griegs livsholdning på det tidspunkt var pacifismen.
Ånd var ikke nok i kampen mod ondskaben
Efter erfaringerne som krigskorrespondent under den spanske borgerkrig 1936-1939 blev Grieg klar over, at man måtte kæmpe aktivt mod ondskaben – ånd var ikke nok. Og da Norge blev besat af tyskerne 9. april 1940, meldte han sig straks til de norske styrker. Fra Nordnorge kom han med skib til England, hvor han blev uddannet som officer. Den 2. december 1943 kom han som krigskorrespondent med et britisk bombefly på togt til Berlin og omkom, da flyet blev skudt ned.