Kong Vermund den gamle

Baggrund Historien

Grundtvig har med denne sang begået en gendigtning af fortællingen om Kong Vermund og hans søn, Uffe hin Spage. Den beskriver, hvordan Uffe udfordres til tvekamp af sakserkongen. Dernæst hører vi om den blodige kamp, der heldigvis falder ud til danskernes fordel. Sangen blev udgivet netop som den første slesvigske krig brød ud, og vækkede på den måde genklang i samtiden. Thorvald Aagaard har skrevet den enkle, iørefaldende melodi.

Saxo skrev om kampen om kongemagten

Digtet er en gendigtning af et af de gamle kongesagn hos Saxo. Kong Vermund er blevet gammel og hans søn Uffe, der godt nok er stærk som en okse, er tilsyneladende dum som en gås og stum som en stork. Hvem skal overtage kongemagten, når Vermund dør? Det har sakserkongen et bud på og foreslår tvekamp, eller holmgang mellem sin egen søn og Uffe. Vinderen skal herske over begge lande. Vermund er chokeret, men da rejser Uffe sig: Lad kun sakserkongens søn komme, og lad ham tage sin bedste kriger med sig! Brynjerne er for små til Uffe, og ethvert sværd sprænges, når han svinger det – en indestængt kraft er ved at folde sig ud. Vermund graver sit eget gamle sværd Skræp, der allerede er lagt i gravhøjen, op. Kampen står på en holm i Ejderen – og Uffe vinder.

Grundtvig har gendigtet Saxos fortælling

Grundtvigs gendigtning er genial. Billedet af den gamle konge på livets og rigets yderste kant kan næppe tegnes skarpere i streg end Grundtvig gør i ord.

Nikolai Frederik Severin Grundtvig

Digtet blev udgivet netop da den første slesvigske krig brød ud

Digtet er udgivet i tidsskriftet Danskeren i april 1848, samtidig med, at den første slesvigske krig begyndte. Sagnet må have været almindelig kendt, for hele optakten er udeladt. Eller årsagen kan måske være, at situationen her ved begyndelsen af krigen er lidt anderledes. Danmark havde ikke bedt de slesvig-holstenske oprørere om at tage deres bedste allierede, Preussen, med – det havde de selv fundet på.

Grundtvig bruger fortiden til at skabe kraft for fremtiden

Vel er Skræp rustent da det findes frem, men det er ved dets indre kraft slaget skal vindes. Vel var Danmark i 1848 et lille land og tæt på udslettelse, men det har en fortid, og kan den graves frem, har det også kraft til at skabe en fremtid. De skabende (poetiske) kræfter har deres rod i fortiden. Grundtvigs tænkning er historisk-poetisk, bagudskuende med en fremadrettet skaberkraft.

Kong Vermund den gamle

1. Kong Vermund den gamle, af alderdom blind,
men klog på de fremfarne dage,
ved Ejderen sad med bekymring i sind,
han sørged for Uffe hin Spage.

2. Han havde ej mer end den eneste søn,
og ham kaldte alle den dumme,
et mandighedsord, som han nemmed i løn,
var dog faret ud af den stumme.

3. Og Uffe, han stod nu mod tyskere to
i holmgang, hvor Ejderen strømmer,
og Vermund den gamle, han græd og han lo
som barnet, der underfuldt drømmer.

4. Den gamle, han sad på den yderste kant
af Danemarks rige det gæve,
og der var hans forsæt, om tyskerne vandt,
han ville det ej overleve.

5. Han hørte det fløjte i luften som stær,
han hørte det knitre som lynet,
da kendte han Skræp, sit opgravede sværd,
trods skaden, han havde på synet.

6. Velkommen igen fra de døde! sa' han
og indad sig flytted en tomme,
han tænkte: skønt ej på den yderste rand
tids nok kan i graven du komme.

7. Han hørte det fløjte i luften på ny,
han hørte det knitre som lynet,
da sprang han fra tue, da kvad han i sky:
Nu sagnet hos mig går for synet!

8. Nu tyskerne begge lå døde som sild,
og Uffe stak sværdet i skede,
og rygtet om sejren, det fór som en ild
fra Ejder i nør over hede.

9. Og Danemark jubled fra hav og til hav,
så bladet sig underlig vender,
og Uffe til tronen, som Frode til grav,
hans bondemænd bare på hænder.

10. Så gik det ved Ejder i ældgammel tid,
for lang er med tysken vor trætte,
og der immer så, når os lykken er blid,
med tysken vi komme til rette.

Sangen slutter med håb om forsoning med tyskerne

Vermund er den centrale figur. Det er hans situation, der beskrives i de første fire vers. Selve kampen i vers fem til syv beskrives, som den blinde oplever den. To lyde ændrer situationen, og det forventede selvmord bliver til sejrssang. Vers otte melder færdigt arbejde, mens der i vers ni filosoferes over verdens og livets gang. Vers 10 udtrykker håbet om atter at komme til rette med den store nabo mod syd.