Kong Farao var en ugudelig krop

Sangen om Moses og Farao er én af Grundtvigs mest kendte bibelhistoriske sange. Fortællingen stammer fra Det gamle testamente, og handler om Kong Farao, der tager drastiske midler i brug for at slippe af med jøderne. Grundvig behandler historien med boblende munterhed og udstiller magtmennesket Farao, der altid vil tabe.

Grundtvig står bag denne kendte, bibelhistoriske sang

Moses og Farao er en af Grundtvigs bedst kendte bibelhistoriske sange – til skolebrug og anden fornøjelig opbyggelse (Se i øvrigt Jeg gik i marken og vogtede får). Af de oprindelige otte vers i Sang-Værk til den danske Kirke-Skole, 1839, medtog den ny udgave fra 1870 de fem første, som også Højskolesangbogen bringer.

Kong Farao ønsker at slippe af med jøderne

Historien er hentet fra Anden Mosebog 1-2: Jøderne har opholdt sig i fangenskab i Ægypten siden Josef og hans brødres dage. Nu er deres efterkommere blevet mange, kong Farao synes for mange, og han ser med stigende utålmodighed på, at de fremmede dominerer. Han forsøger at fordrive dem med ondt (piskeslag), og da det ikke virker, griber han til noget endnu værre: Alle nyfødte jødiske drengebørn skal slås ihjel! Her er en tydelig parallel til Det nye Testamentes beretning om et andet berygtet barnemord (Matthæusevangeliet 2,16-18). I begge tilfælde ønsker en despot at hindre en frelser i at gøre det, han skal – og i begge tilfælde kommer han til kort.

Grundtvig gør grin med Kong Farao

Grundtvig fortæller historien med boblende munterhed. Med djærve og folkelige udtryk karakteriserer han det stupide magtmenneske, som er dømt til at tabe i kampen mod snildhed. Hertil kommer, at magtmennesket er en mand, som overlistes af tre følsomme og medlidende kvinder: Kong Faraos egen datter, Moses’ storesøster og hans moder. Grundtvig generaliserer med erfaringens overbevisning, når han skriver:

Selv midt i Ægypten man finder

til lykke dog hjerte hos kvinder.