Kirken den er et gammelt hus
Baggrund
Tro
Grundtvigs salme handler om den kristne kirkes rolle og betydning som en både synlig og usynlig kirke. Kirken er nemlig både et fysisk sted og et trosfællesskab bestående af menigheden. I Grundtvigs kirkesyn er kirken alene opbygget af Ånden, og præster, provster og biskopper må aldrig udgøre et magthierarki over menigheden.
Grundtvig var en produktiv skribent
Selv om Grundtvig lovpriste ”det levende ord”, var han en af danmarkshistoriens mest produktive skribenter. Skulle hans samlede skrifter udkomme i bogform, ville de fylde omkring 130 digre bind. Alene antallet af salmer ville overstige 1500. Da Grundtvig var blevet idømt censur i 1826 og siden ikke havde haft noget embede, var det småt med indtægterne. Men en nær ven understøttede ham fra 1835 med økonomiske midler, så han fik mulighed for at kaste sig over salmedigtningen. Det skal lige indskydes, at censuren blev ophævet i 1837, hvorefter han resten af livet var præst i Vartov. Samme år udgav han Sang-Værk til den danske Kirke, hvor Kirken den er et gammelt hus indgår med 9 vers. Senere bliver salmen genudgivet med syv vers og visse ændringer i Fest-Psalmer fra 1854. I Højskolesangbogen optræder salmen med otte vers.
Salmen handler om kirkens rolle og betydning
Sangen er en såkaldt kirkesalme, altså en salme der fokuserer på den kristne kirkes rolle og betydning. Den rummer en dobbelthed i kirkesynet, som går helt tilbage til oldkirken. Her skelnede man mellem den synlige og usynlige kirke. Indtil Konstantin den Store indførte det såkaldte toleranceedikt i 311, var de kristne et forfulgt folkefærd. Kirken var en ”kryptisk” (dvs. skjult) kirke. Kristendommen trivedes i al hemmelighed i de kristne menigheders trosfællesskab. Af samme grund eksisterede der ingen officielle kirkebygninger. Siden er kristendommen blevet en yderst synlig institution. Den har fået et fysisk hjemsted i form af kirkebygninger med tårne og spir.
N.F.S. Grundtvig
Den kristne menighed er kirken
At kirken ”står, om end tårnene falde” (vers 1.2) kan meget vel sigte til ødelæggelsen af Vor Frue Kirke, landets hovedkirke, under englændernes bombardement af København i 1807. Kirkens tårn havde netop udgjort et sigtepunkt for det engelske artilleri, og bygningen blev sønderskudt. Først i 1829 kunne kirken igen tages i brug. Men uanset hvilke fysiske angreb kirkehuset kan udsættes for, så lever kirken videre i åndelig forstand, fordi den kristne menighed i sig selv repræsenterer den sande kirke: ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene.” (vers 3.1-2).
Kirken må ikke udgøre et magthierarki over menigheden
Men Grundtvigs kirkesyn går videre end det. Kirken som institution og kleresiet af præster, provster og biskopper må ikke udgøre et kristeligt magthierarki over for menigheden. Kirken er alene opbygget af Ånden, dvs. Helligånden, der fortæller os, at evangeliet kommer os ved: ”Selv bygger Ånden kirke bedst, / trænger så lidt til drot som præst, / Ordet kun helliger huset” (vers 8.5-7)