Kirkeklokken

Baggrund Tro
Kirkeklokke mellem ædle malme

Det menes at Grundtvig har fundet sin inspiration i denne salme i Frederiksberg kirkes nye kirkeklokke. I hvert fald er salmen skrevet mens Grundtvig boede til leje i Bakkehuset på Frederiksberg nær kirken i en tid, hvor Frederiksberg stadig var landlig idyl. I salmen deler Grundtvig tanker om sin barndom og sit liv ovenpå en svær depression, som han havde været igennem i årene forinden.

Grundtvig fandt inspiration til digtet i Frederiksberg kirkes nye klokke

Digtet er skrevet i oktober 1845, da Grundtvig boede til leje i Bakkehuset på Frederiksberg, og trykt samme måned i Dansk Kirketidende. Senere blev det optaget i 4. bind af Sangværket. Inspiration til digtet var måske Frederiksberg kirkes nye klokke, der ringede solen ned – sådan som Grundtvig huskede det fra sin barndom i Udby præstegård.

Salmen omhandler Grundtvigs overvejelser ovenpå en svær depression

Det er dog ikke nostalgi eller et idyllisk landsbydigt, men mere den 62-åriges overvejelser efter en svær depression i 1843-44, (jf. artiklen om At sige verden ret farvel). På trods af det meget personlige i både oplæg og tone er det blevet en meget yndet og ofte ønsket salme - ikke mindst til begravelser pga. slutverset.

Kirkeklokken

1. Kirkeklokke! mellem ædle malme
mageløs er for mit hjerte du,
vågnet er ved dig en højtidssalme,
som genlyder daglig i min barm.

2. Kirkeklokke! ej til hovedstæder
støbtes du, men til den lille by,
hvor det høres trindt, når barnet græder
og inddysses blidt ved vuggesang.

3. Kirkeklokke! moderskød for klangen,
som er mig langt mer end strengeleg,
toner dine kappedes om rangen
for mit øre tit og i min barm.

4. Mens som barn på landet jeg var hjemme,
julemorgen var mit Himmerig,
den du meldte mig med englestemme,
kimed klart den store glæde ind.

5. Højere dog stemte dine toner,
når de med "den gyldne sol frembrød"
kimed: Støv! oprejst er din forsoner,
stat nu op i påskemorgengry!

6. Lavere de spreder deres vinger,
sænker sig med solen dybt i hav,
når for mig nu aftenklokken ringer,
og jeg tæller dine bedeslag.

7. Lifligt dog det klinger helst om høsten,
i den stille, svale aftenstund;
gennem jorderig går Himmel-røsten,
kalder sjælen til sin hvile ind.

8. Landet nu gråhærdet kun jeg gæster
og har hjemme, selv jeg ved ej hvor;
dog på lysets hjem min hu sig fæster,
evig godt, jeg ved, er ene der.

9. Derfor nu, når aftenklokken melder:
Solen sank, og fuglen slumred ind,
da mit hoved jeg med blomsten hælder,
nynner sagte mellem bedeslag:

10. Kirkeklokke! når til sidst du lyder
for mit støv, skønt det dig hører ej,
meld da mine kære, så det fryder:
Han sov hen, som sol i høst går ned.


N.F.S. Grundtvig

Grundtvig bruger kirkeklokken som et symbol på kristendommen

Kirkeklokken beskrives som symbol på kristendom og den salmesang, der kommer før de andre slags digtning og kunst, de ”ædle malme” (vers 1). I 1845 udkom H.C. Andersens eventyr Klokken om kongesønnen (videnskab) og den fattige dreng (poesi), og nogle tolkninger søger at se Grundtvigs digt som modvægt til eventyret. Der er for Grundtvig en modsætning mellem ”strengeleg” (digtning som æstetik eller morskab) og hans egne salmer, der som kirkeklokken skal forkynde evangeliet.

Med svingende rytme beskrives kirkeklokkens rolle i en fredelig landsby

Her sættes kirkeklokken ind i et fredeligt landsbymiljø, hvor børn vokser op i tryghed (vers 2-4). Til påsken (vers 5) forkynder klokken opstandelsen. Fra vers 6 bliver digtet mere dæmpet; der synges om høst og sjælens hvile og i vers 8-9 om den ”gråhærdede”, det præcise ord for en hårdt prøvet ældre mand der ”har hjemme, selv jeg véd ej hvor”.

Digtets vers udmærker sig ved deres svingende rytme og fjerdelinjens urimede udgang, der giver en svævende karakter.    

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Ordforklaringer

2.3   trindt: rundt omkring, overalt

3.2   strengeleg: spil på harpe eller lyre, her: digtning

4.3   den: julemorgen

5.2   med ”Den gyldne sol frembrød”: med Kingos påskesalme Som den gyldne sol frembryder

5.3   Støv!: menneske (tiltale)

5.4   stat: stå (bydemåde)

6.4   bedeslag: de afsluttende 3 x 3 slag efter kimningen

8.1   gråhærdet (Grundtvigs eget udtryk): gråhåret og træt

8.3   lysets hjem: det himmelske paradis; hu: tanke

Henrik Rungs melodi kan være vanskelig som fællessang

Henrik Rungs melodi fra 1853 kan trods sin tilsyneladende enkelhed være vanskelig at få til at fungere som fællessang. Skal de hurtige nodeværdier udføres korrekt, kan tempoet nemt virke slæbende, og vælges en hurtigere grundpuls, halter forsamlingen nogle gange efter. Det er en af udfordringerne ved romantikkens melodier, at man dengang sang langsomt og båret med god tid på højtonerne. Det strider mod den moderne hurtigere og mere luftfyldte måde at synge fællessange på.                                                                           

Melodiens rolige puls imiterer kirkeklokkens stabile klokkeslag

Alligevel har melodien været med til at sikre salmen dens popularitet. I de mange treklagsbrydninger imiterer den på enkel vis kirkeklokken, og dens rolige puls svarer til kirkeklokkens stabile ringning. Den er således i overensstemmelse med det billede af det fredelige landsbymiljø, som Grundtvig skriver om – selvom den let trækker sangen i en lidt sentimental retning.

Fakta om Kirkeklokken

Nr. 47 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: N.F.S. Grundtvig, 1845

Melodi: H. Rung, 1853

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Egon Rasmussen, melodibeskrivelse af Jesper Moesbøl og Karen Bjerre

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.