Digtet stammer fra Inger Christensens Det
Denne sang af Inger Christensen er en af de tre fra hendes store værk Det, der findes i Højskolesangbogen. De to øvrige er Et samfund kan være så stenet og Så dyrker de korn på et alter i Chile. I Sanghåndbogens artikler om de to findes en omtale af værket og dets systematiske opbygning. I et foredrag i 1991 har Inger Christensen uddybet sin fascination af ordet, sproget, som gennemstrømmer det meste af hendes forfatterskab:
”Når jeg skriver digte, kan jeg finde på at lade som om, det ikke er mig, men sproget selv, der skriver. (…) Jeg lader som om, sproget og verden har deres egne forbindelser. Som om de enkelte ord, uden om mig, har direkte berøring med de fænomener, de henviser til. Så det bliver muligt for verden at finde mening i sig selv. En mening, som er der i forvejen.”
Inger Christensen
Digtet hører til under Universaliteter
Jeg ser de lette skyer er det sidste digt i den midterste del af Det, Logos (ord, tanke, fornuft), lige før slutdelen Epilogos (slutningstale, efterspil). Det står i kapitlet Teksten (ordet) og er digt nr. otte i Tekstens afsnit Universaliteter (det altomspændende, det almengyldige).
Jeg'et ser op og fornemmer det uendelige
De syv første digte i afsnittet Universaliteter begynder alle med ”jeg ser at…”, mens jeg’et i digt nr. otte løfter sig ud af sig selv og ser op, ser skyerne, ser solen og fornemmer, hvordan alting i lethed fortsætter uendeligt i rummet, mens mennesket står på jorden og ved ordet bliver ét med hele universet. Med digtets sidste ord henvendt til skyerne og solen: ”jeg er deres ord” lægges der op til slutdelen af Det, Epilogos, som samler hele værket og ruller det sammen i sig selv i angst, til det ender, som det begyndte, med ordet ”det”.