Jeg ser at du er træt

Baggrund Liv

Jeg ser at du er træt, på norsk Eg ser, er skrevet af musiker og præst Bjørn Eidsvåg, der er en af Norges mest populære sangskrivere. Hans tekster behandler eksistentielle emner og fortæller om de mennesker, han har mødt i sit arbejde som psykiatrisk sygehuspræst. Sangen er blevet et nationalt klenodie og synges ofte ved stor sorg. Melodiens rolige bevægelser giver teksten plads.

Bjørn Eidsvåg er en af Norges mest populære sangskrivere

I sit hjemland Norge er Bjørn Eidsvåg folkeeje og en af landets mest populære sangskrivere. Han havde sin pladedebut i 1976 og har siden udsendt over tyve indspilninger. I Danmark blev han første gang bemærket i 1996, da han spillede to koncerter for fulde huse med Sissel Kyrkjebø som gæstekunstner, og han brød for alvor igennem med albummet Tålt i 2003. Det er i Norge solgt i mere end 220.000 eksemplarer – i et land med kun fire millioner indbyggere.

Bjørn Eidsvågs tekster behandler eksistentielle emner

Efter en noget utraditionel opvækst i det missionske nordvestlige Norge blev Bjørn Eidsvåg uddannet som præst, og han har bl.a. arbejdet på psykiatriske hospitaler og i fængsler. Der er ingen tvivl om hans kristne livssyn. Han prædiker ikke i sine tekster, men flere af dem handler om mennesker, han har mødt i sit arbejde som psykiatrisk sygehuspræst. Han behandler i sine sange eksistentielle emner som tro, tvivl, kærlighed, angst og død.

Bjørn Eidsvåg - Foto: Janne Rugland
Bjørn Eidsvåg - Foto: Janne Rugland

Visen handler om at man selv må tage ansvar

Gennem hele Eidsvågs karriere har begrebet ”at se” stået centralt: ”Det meste af det, vi mennesker baler (bøvler) med under solen, handler om vårt ønske om å bli sett”, og et andet sted har han betegnet sig selv som ”en der trøster”. Begge dele er tydelige i Eg ser, der handler om, at alle må tage ansvar for deres eget liv og egen død. Visen blev første gang indspillet i 1983 på albummet Passe gal (Tilpas tosset) udgivet af Kirkeligt Kulturverksted. 

Eidvågs sociale og politiske engagement rækker ud over musikken

Med tekst og musik har Bjørn Eidsvåg vist et stærkt ønske om at kommunikere med alle. Han vil hellere definere sig selv som kulturarbejder end som musiker og kunstner, og i de senere år er hans sociale og politiske engagement blevet stadig tydeligere. Han har optrådt i forbindelse med Norad (svarende til Danida) og turneret med sine faste musikere i Namibia, Sydafrika og i Guatemala, hvor han bl.a. sang Eg ser på spansk. 

Sangen er et norsk klenodie der synges ved sorg

Netop denne sang er i Norge blevet et nationalt klenodie, der synges ved begravelser, og når landet oplever store ulykker og sorg. Således sang Bjørn Eidsvåg sangen i Oslo Domkirke 30. juli 2011 ved mindehøjtideligheden efter tragedien på Utöya 22. juli.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Melodien er inspireret af mellem- og sydamerikansk musik

Mange sangskrivere og musikere som fx Bjørn Eidsvåg og svenske Björn Afzelius var optaget og præget af den mellem- og sydamerikanske musik i 1970-erne og 80-erne. Det høres tydeligt i denne melodi, ligesom også den norske visetone høres umiskendeligt. 

Begge disse dele er ofte knyttet til guitarakkompagnement, men denne sang er tillige udsat i mange forskellige orkestrale udgaver.

Den stille, bevægende melodi giver teksten plads 

Melodien bevæger sig stille inden for ret få toner og slutter sine fraser på en e-mol akkord. Den giver med sine pauser teksten plads. Det er ikke den typiske fællessang med dens hele tiden skiftende melodiske rytme og ”skæve” form med ulige takter. De sidste to takter udgør en slags omkvæd, hvor teksten gentages.

Fakta om Jeg ser at du er træt

Nr. 151 i Højskolesangbogens 18. udgave

Tekst og melodi: Bjørn Eidsvåg, 1983

Oversat af Olav Akerlie 2005.

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Karen Bjerre, melodibeskrivelsen af Jørgen Andersen.

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.