Jeg kan se på dine øjne

Baggrund Folkeviser og ballader
Jeg kan se på dine øjne

Jeg kan se på dine øjne er en folkelig kærlighedsvise trykt i 1869. De lyriske kærlighedsviser gav luft for følelser, man ellers af blufærdighed ikke kunne sætte ord på. Melodiens skift fra dur til mol er helt i overensstemmelse med teksten.

Blandt danske folkeviser er de lyriske kærlighedsviser bedst kendt

Middelalderens traditionelle folkeviser, balladerne, er fortællende. De skildrer en handling, som finder sted inden for et bestemt tidsforløb, se fx Dronning Dagmar og Ebbe Skammelsen. I forhold til dem udgør de noget yngre lyriske viser kun en lille gruppe, men det er blandt dem, vi finder de mest kendte og brugte viser. Her er der tale om kærlighedslyrik - enten i form af lovprisning af den elskede (En yndig og frydefuld sommertid) eller som udtryk for ulykkelig kærlighed (Det var en lørdag aften).

Erotiske sange eller snarere viser med klart seksuelt indhold findes kun inden for skæmteviserne (fx Der stode tre skalke). De er klart episke, koncentrerer sig helt om handlingerne og beskæftiger sig overhovedet ikke med følelser

De lyriske kærlighedsviser gav luft for følelserne

Fra det 18. århundrede og fremefter blev der udsendt mange viser i skillingstryk. Disse viser kan bl.a. kendes på, at de er opbygget på et mere fast versemål end de gamle middelalderviser. De lyriske kærlighedsvisers funktion har utvivlsomt været at give luft for følelser, som man ellers af blufærdighed ikke kan sætte ord på. Hvad man ikke kan sige, kan man synge - som i Jeg kan se på dine øjne. Enten det nu er en henvendelse til den elskede – eller formålet er, at man selv kan slippe af med det indre følelsespres.

Jeg kan se på dine øjne

1.
//: Jeg kan se på dine øjne,
at du har en anden kær; ://
min sødeste veninde,
sig mig dog, hvem det er.

2.
//: Dine sorte-brune øjne
og din røde rosenmund, ://
de har lagt oppå mit hjerte
en byrde så tung.

Melodiens skift til mol harmonerer med teksten

I melodien gentages de første fire takter, som er i dur, hvorefter de næste fire takter ligeledes starter i dur, men slutter i mol helt i overensstemmelse med teksten.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Fakta om Jeg kan se på dine øjne

Nr. 430 i Højskolesangbogens 18. udgave

Tekst: Vise fra Fyn. Fra A.P. Berggreen "Danske Folkesange og Melodier" 1869

Melodi: Visemelodi

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Karen Bjerre

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.