Jeg husker det hele, jeg husker ingenting

Fortrængte barndomsminder, der lever videre

Teksten handler om barndomsminder, som er fortrængte, men som alligevel er blevet en del af den voksnes liv. Deraf det modsætningsfyldte omkvæd: ”Jeg husker det hele, jeg husker ingenting”

Dét vi husker og alligevel ikke husker

I første vers sættes scenen i et barndomshjem i en situation, de fleste kender: Efter sengetid lister vi os op, og i al hemmelighed betragter vi de voksne. Sangens første vers gør os dog ikke klogere på, hvad der betragtes, men konkluderer, at det er noget, det voksne “jeg” siden har fortrængt - og dermed både husker og ikke husker.

Nøglen til den lyse fremtid findes inde i os selv

I andet vers er dørene til barndommen endegyldigt lukkede. Der er kun de vage minder tilbage, og de står hen i det dunkle. I tredje vers opholder fortælleren sig ved barndomserindringerne og de sår, de har skabt, og reflekterer over deres virkninger i form af ensomhed. I fjerde vers finder fortælleren nøglen i sig selv og kan se tilbage på barndommen og samtidig bevæge sig videre i livet.  

At vende fortidens udfordringer til styrke

Således står sangen med et budskab om at bære fortiden med sig, samtidig med at man også ser frem - og måske endda kan vende fortidens udfordringer til en styrke.

Historien tilhører ikke en enkelt person

Sangen formidler en generaliseret historie med fragmenter af sansede oplevelser. Vi får aldrig en sammenhængende fortælling, og det er uklart, om der er tale om oplevelser af traumatisk karakter eller mere almindelige erfaringer. Det flugter med sangens tilblivelse, at historien ikke tilhører en enkelt person - men derimod er en kondensering af den stemning, der var til stede i rummet, da cowrithing-processen pågik. Samtidig kan den enkelte nemt se sig selv og sin egen historie i teksten.

En fælles skabelsesprocess blev til en iørefaldende melodi

Musikken er ligeledes udviklet i en fælles skabelsesproces. Melodien er fremkommet, ved at deltagerne skiftedes til at synge en linje hver, til der opstod en sang. Melodien er enkel og iørefaldende. Med sine molklange understreger den, at det, der huskes og ikke huskes, er svært eller problematisk.

Melodien skaber en meditativ og eftertænksom stemning

Sangens form med omkvæd ”Jeg husker det hele, jeg husker ingenting” og mellemkvæd ”Dum dum di-a” placerer sangen i en folkemusiktradition. Det understøttes af, at melodien er skrevet i den doriske skala (svarende til at spille på klaverets hvide tangenter fra tonen D). Harmonisk anvender melodien ikke en dominantakkord (G-dur) og indeholder derfor ikke dur/mols traditionelle vekslen mellem spænding og afspænding. Samlet set giver det sangen en meditativ og eftertænksom stemning uden hastværk.

Stemmen som instrument

Med mellemkvædene får vi lov at bruge stemmen som instrument, og samtidig understreger det en distance til oplevelserne. Det markerer en eftertænksomhed - og sætter måske også spørgsmålstegn ved, om tingene nu også er, som de huskes?

Artiklen er skrevet af Mette Sanggaard Schultz.

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.