I sne står urt og busk i skjul

Baggrund Året

Digtet stammer fra et eventyr, som B.S. Ingemann udgav i 1831, og som udtrykker digterens livsanskuelse: Lyset og mørket kæmper bestandigt mod hinanden, men lyset sejrer til sidst. Ingemann var ingen kirkens mand, men sangen indeholder et budskab om, at døden kun er midlertidig. Den afløses af det evige livs sommer.

Ingemann ville genrejse Danmark

Under Napoleonskrigene led Danmark det ene smertelige tab efter det andet. Englænderne røvede flåden, København blev udsat for historiens første terrorbombardement, unionen med Norge blev ophævet, og finanserne lå i ruiner efter statsbankerotten i 1813.

Her så Ingemann det som et kald at søge at genrejse den folkelige selvtillid med en række historiske romaner, som alle havde et fælles mønster: De skildrede en udvikling fra kaos til et festligt klimaks i slutningen.

undefined

Ingemann tog til genmæle mod romanernes kritikere

Romanerne blev umådeligt folkekære, men de blev udsat for nådesløs kritik fra både historikere og litterære fagfolk. Kritikken gik Ingemann på, og i 1831 tog han til genmæle med Huldregaverne eller Ole Navnløses Levnets-Eventyr, hvor han fremstiller sin livsanskuelse: I tilværelsen kæmper lyset og mørket bestandig mod hinanden – men lyset vil sejre. Her indlagde han sangen I sne står urt og busk i skjul.

Ingemann over for Blicher

I Det er hvidt herude (nr. 253 i Højskolesangbogen) skildrer St. St. Blicher vinteren fra en position ude i naturen, mens Ingemann sidder lunt inden døre og skutter sig ved tanken om at ”det er så koldt derude”. Han trøster sig dog ved sin sikre overbevisning om, at efter vinter kommer vår - både i direkte og i overført betydning.

Årets gang er parallelt med livet, døden og paradiset

Ingemanns tekst er nemlig ikke alene en naturskildring. I 3. strofe flytter perspektivet sig til ”livets træ”. Det henviser til det træ i Edens Have, der giver evigt liv. Derved peger Ingemann på Paradiset, som ingen frost kan knægte, og som vi kan drømme om, mens vi lever.

Efter livet kommer døden – ”åndens vinterblund”(strofe 4). Men døden er kun midlertidig, for den afløses af det evige livs sommer og Herrens evige skønhedsrige. 

Således paralleliserer Ingemann årets gang med livet, døden og Paradiset.