I har slået med knipler

Baggrund Historien
Christiania_Foto-Wikimedia_Commons-Af_Bruno_Jargot_[CC_BY-SA_1.0]

Christiania er siden oprettelsen i start 70'erne blevet mødt af politisk modstand. Tom Lundéns sang med det velkendte omkvæd har siden 1976 fungeret som nationalmelodi for fristaden - sangen er en kulturmanifestation i kampen om alternative boformer.

Tom Lundén har skrevet Christianias Nationalsang

Christianias nationalsang fra støttepladen Christiania havde tekst og musik af Tom Lundén fra gruppen Bifrost og blev udført af Det internationale sigøjnerkompagni, der bestod af Bifrost med de tre forsangere Sebastian, Annisette og Poul Dissing samt et kor af christianitter. De tre forsangere tog sig hver af en af sangens tre strofer. På pladen optræder kendte rockmusikere og -grupper som Sebastian, Kim Larsen, C.V. Jørgensen, Savage Rose, Gnags og Spillemændene, og den er bare én af mange kulturelle manifestationer knyttet til Christiania.

Fristadens politiske kamp

Baggrunden for at udgive en plade til fordel for Christiania var, at situationen omkring fristaden i 1976 havde tilspidset sig, fordi folketinget havde sat dato på rydningen af området. Det havde etableret sig som alternativt samfund med boliger, butikker og værksteder, børnepasning og affaldssortering siden 1971, hvor folk var begyndt at flytte ind i de forladte militærbygninger på Bådsmandsstrædes Kaserne - dels for at få et sted at bo og dels for at realisere drømmene om fællesskab og frihed i et beboerstyret demokrati, som var blevet afprøvet i Thylejren i 1970.

I kan ikke slå os ihjel

Sangen henvender sig til den omgivende befolkning, der udøver magt og tvang over for andre måder at leve på, og den er inciterende i sin opremsning af magtmidler. Det, der har gjort, at teksten huskes, er dog nok omkvædets budskab: ”I kan ikke slå os ihjel, vi’r en del af jer selv.” 

I har slået med knipler

1. I har slået med knipler
I har truet med våben
I har prøvet at stoppe
jeres egne børns råben -
I kan komme med hjelme
og hule paragraffer
men I burde snart ku' indse
det er jer selv I straffer
I kan ikke slå os ihjel
I kan ikke slå os ihjel
I kan ikke slå os ihjel
vi er en del af jer selv

2. I holder på magten
og støtter det I kender
I kæmper jeres kampe
For at vinde nye stemmer
Låser vores døre
med sikkerhedskæder
Vi er mennesker som lever
ler og kæmper mens vi græder
I kan ikke slå os ihjel...

3. I kan sætte os i fængsel
og fjerne os fra verden
I kan sætte detektiver
til at følge vores færden -
I kan splitte alt med bomber
lægge hele verden øde
er det os eller er det jer selv
I er bange for at møde?
I kan ikke slå os ihjel...

Teksten er bragt med tilladelse fra ophavsmanden

Er Christiania et problem eller en løsning?

Det har ofte været fremme i debatten, at problemerne på Christiania – først og fremmest handel med og brug af stoffer – afspejler generelle samfundsmæssige problemer, og at Christiania også er med til at løse sociale problemer ved at åbne fristaden for folk, der ellers ikke ville have noget sted at være. I sangen får dette udsagn om fristadens tætte sammenhæng med det omgivende samfund også en psykologisk drejning, idet Christiania bliver symbol på måder at leve på, som gennemsnitsdanskeren ikke tør udleve.

Fristaden i dag

Christiania har været genstand for årtiers slagsmål mellem de politiske partier og mellem christianitter, politi og kriminelle. I dag er Christiania til en vis grad lovliggjort, men fristaden har løbende vægret sig mod at leve op til de politiske krav, der er fulgt med lovliggørelsen.

En politisk manifestation

Sangen har været brugt i mange sammenhænge som politisk manifestation, hvor mindretal ville gøre opmærksom på deres problemer. 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Melodi med slagkraft

Melodien er enkel med varierede gentagelser og med virkningsfuld udvikling fra vers til omkvæd. I omkvædet synges ”I kan ikke slå os ihjel” tre gange på en række tonegentagelser, som insisterende løftes for hver gentagelse. Ved sangens slutning kan omkvædet gentages ad libitum. 

Den enkle harmonik giver mulighed for improvisation over melodien, hvad pladens særdeles udtryksfulde indspilning med de tre meget forskellige sangere viser.                                                                      

Fakta om I har slået med knipler

Nr. 519 i Højskolesangbogens 18. udgave

Forfatter og komponist: Tom Lundén 

Udgivet på støttepladen 'Christiania' i 1976

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Karin Esmann Knudsen

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.