Hvem sidder der bag skærmen

Baggrund Liv

Jeppe Aakjær skrev ikke kun digte, der hyldede den jyske bondekultur, men også politisk engagerede digte og romaner, der agiterede for en mere retfærdig fordeling af goderne i samfundet. Digtet om den fattige vejmand er Højskolesangbogens eksempel på Aakjærs politiske engagement. Carl Nielsen skrev melodien.

Digtet er skrevet på opfordring fra Politiken

Jens Vejmand er skrevet i Jebjerg 19. juni 1905. Et par uger tidligere havde Politikens nye redaktør, Henrik Cavling, inviteret Aakjær til at skrive en kronik, og Aakjær sendte ham digtet. Det kunne læses i avisen 26. juni. Digtet blev efterfølgende trykt i Rugens Sange 1906.

Idéen opstod på en cykeltur til Herning

På en cykeltur fra Herning til Holstebro i marts 1901 havde Aakjær mødt en fattig stenslager, som han betænkte med 25 øre. Aakjær førte udgiften ind i sin lommebog, og senere tilføjede han, at denne mand på landevejen gav ham den første idé til digtet Jens Vejmand

Samlede Værker bd. 4, 1919, skriver han om Iver Larsen, kaldet Gammel Ywer, der boede i nærheden af Aakjærs barndomshjem, at han var den type som er skildret i Jens Vejmand. 

undefined

Den revolutionære Aakjær

Aakjær beskrev i sine digte med stor kærlighed den jyske bondekultur, mens han i andre sammenhænge (bl.a. sine romaner) agiterede for en mere retfærdig fordeling af goderne og ordentlige forhold for tjenestefolkene. 

Højskolesangbogen antyder kun Aakjærs politiske engagement

I Højskolesangbogen antydes Aakjærs politiske engagement alene i denne sang, og bogen giver derfor ikke et billede af Aakjærs samlede indsats og betydning. Den forrige udgave af Højskolesangbogen rummede Her kommer fra dybet den mørke armé, som langt tydeligere end sangen om Jens Vejmand viser forfatterens revolutionære budskab. 

Hvem sidder der bag skærmen

1. Hvem sidder dér bag skærmen
med klude om sin hånd,
med læderlap for øjet
og om sin sko et bånd?
Det er såmænd Jens vejmand,
der af sin sure nød
med hamren må forvandle
de hårde sten til brød.

2. Og vågner du en morgen,
i allerførste gry
og hører hamren klinge
på ny, på ny, på ny,
det er såmænd Jens vejmand,
på sine gamle ben,
som hugger vilde gnister
af morgenvåde sten.

3. Og ager du til staden
bag bondens fede spand,
og møder du en olding,
hvis øje står i vand, -
det er såmænd Jens vejmand
med halm om ben og knæ,
der næppe véd at finde
mod frosten mer et læ.

4. Og vender du tilbage
i byger og i blæst,
mens aftenstjernen skælver
af kulde i sydvest,
og klinger hammerslaget
bag vognen ganske nær, -
det er såmænd Jens vejmand,
som endnu sidder dér.

5. Så jævned han for andre
den vanskelige vej,
men da det led mod julen,
da sagde armen nej;
det var såmænd Jens vejmand,
han tabte ham'ren brat,
de bar ham over heden
en kold decembernat.

6. Der står på kirkegården
et gammelt frønnet bræt;
det hælder slemt til siden,
og malingen er slet.
Det er såmænd Jens vejmands.
Hans liv var fuldt af sten,
men på hans grav - i døden,
man gav ham aldrig én.

Vejmandens liv og Aakjærs indignation

Fra sangens begyndelse ser vi Jens Vejmand som egnens folk kender ham: med bånd om skoen og klude om hånden. Det første er vel udtryk for skoens elendige tilstand, mens kludene er bundet om hånden til beskyttelse og måske til værn mod kulden. 

De følgende strofer giver udtryk for Aakjærs sociale indignation, der får adresse ved at tiltale læseren ”du”.

Den faste gentagelse af egenavnet

En ret almindelig foreteelse hos Aakjær er den faste gentagelse af et egennavn. Her ses det i linje 5, der derved kommer til at fungere som et varieret omkvæd. Det er med til at fastholde billedet af den fattige arbejder, der må stride så hårdt for det daglige udkomme.

Dommen over det samfund, der ikke evnede at sætte en sten på vejmandens grav

I str. 5 indtræder tragedien. Ordet død anvendes ikke, men det dystre billede af mænd, der i natten bærer Jens bort over heden, taler sit tydelige og samtidig stærkt poetiske sprog. Endelig bekræftelse kommer i sidste strofe: her forkyndes dom over det samfund, der ikke engang evnede at sætte en sten på vejmandens grav. 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Carl Nielsens melodi

Carl Nielsen skrev melodien i 1907. En djærvt fremadskridende melodi, der efter optakten stort set kun bevæger sig trinvis, med kulmination på det varierede omkvæd. Han ”fandt” den en dag, han stod på bivognen til en sporvogn og skrev den hastigt ned på den ene løse manchet. Senere gav han melodien til kammersanger Vilhelm Herold, som sang den til succes – en succes som åbenbart blev Carl Nielsen for meget af det gode: 

”Folk taler om den Sang, som om den var mit Livs Bedrift!”      

 

Fakta om Hvem sidder der bag skærmen

Nr. 100 i Højskolesagbogens 18. udgave 

Forfatter: Jeppe Aakjær

Komponist: Carl Nielsen

Skrevet i 1905, udgivet i Rugens sange 1906. 

Melodien er fra 1907. 

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Magnus Vistisen, Karen Bjerre og Jesper Moesbøl 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.