Hist, hvor vejen slår en bugt

Baggrund Norden
Hist, hvor vejen slå en bugt

H.C. Andersen skrev sangen i 1829, som blev året for hans egentlige litterære debut. I digtet er der det samme glimt i øjet som i meget af det, han senere skrev. Han præciserer, konstaterer, beskriver og vender så blikket mod det nære - moderen, barnet og katten. Sangen har været i Højskolesangbogen siden 11. udgave med komponisten J.C. Gebauers melodi.

Den unge H.C. Andersen

Fredag d. 21. august 1829 var forsiden af Kjøbenhavns-Posten og lidt af side to helliget fem små digte, der samlet optrådte under titlen Skærmbræts-Billeder. Ophavsmanden var den unge H.C. Andersen, for hvem 1829 blev året for den egentlige litterære debut med fortællingen Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager.

H.C. Andersen og Ingemann

I et brev til B.S. Ingemann fra 1830 beretter H.C. Andersen om sommeren 1829:

”Sidste sommer var mig én af de interesanteste i mit Liv jeg gjorte en Tour med Dampskibet til Møen, havde saagar en Storm undervejs og laa Natten over på Søen; jeg var i Vordingborg og Nestved, og opholdt mig hele 3 Uger i Fyhn, og 3 Uger her i Sjælland ved Tiissøe; af smaae Digte der fremkom ved disse vandringer finder De mellem Digtene disse 1) Graat-Veir 2) Vandrer Liv 3) Klintekorset på Møen 4) Moderen med barnet 5) Aftenlandskab; af hvilke jeg anser Graat-Veir for at være det bedste, men det må det sagtens være, da jeg havde det næsten daglig for Øie …”

Digteren har et glimt i øjet

I Moderen med barnet (Hist hvor vejen slår en bugt) er der det samme glimt i øjet som i meget af det, H.C. Andersen siden skrev. Særligt i den første strofe, hvor der præciseres, konstateres og beskrives i en lang opadgående bevægelse. H.C. Andersen løfter blikket op mod svalerne under taget og derfra videre ud mod den synkende sol for så med de henkastede ord: ”og så vid’re” let og elegant at punktere den opbyggede forventning om i strofens sidste led at nå endnu højere op.

Blikket rettes mod det nære

Helt nede på jorden igen rettes blikket i 2. og 3. strofe mod det nære – moderen, barnet, katten. Et lille øjebliksbillede tæt på det helt almene i en grad, der leder tanken hen på langt senere digte som Jeppe Aakjærs Spurven sidder stum bag kvist (Højskolesangbogens nr. 256) og Benny Andersens Se, hvilken morgenstund (nr. 21).