Her står jeg hver aften på "risten"

Baggrund Liv
Her står jeg hver aften på "risten"

Sangen er skrevet til Apollorevyen i 1936. Manden på risten står ved bagindgangen til en restaurant sammen med de andre fortabte og udstødte, der må nøjes med at nyde lyset, varmen og duftene på afstand. I Højskolesangbogen er midterste vers af tre udeladt, og fortælleren fremstår derfor anonym. Det gør det lettere at relatere til nutidens fortabte.

Revytraditionen er over 150 år gammel

Kort efter treårskrigens afslutning i 1850 blev der for første gang spillet revy i Danmark. Det er altså en over 150 år gammel tradition. Revyens bestanddele er sketcher, dansenumre, vandede vittigheder og viser. Ingen af delene er forudbestemt til at have lang levetid, men enkelte får det alligevel.

Læs mere om den danske revys historie

Aage Steffensen skrev sangen til Apollorevyen

Manden på risten blev skrevet af Aage Steffensen til Apollorevyen i 1936. Der blev den fremført af skuespilleren Carl Alstrup. Apolloteatret var under forskellige navne og med enkelte afbrydelser i drift fra 1918 frem til 1958.

Den manglende midterste strofe

Originaludgaven havde tre strofer, men både højskolesangbogen og andre sangbøger har udeladt den midterste. Her får sangens ”jeg” ellers navn (han hedder Jensen) og giver udtryk for sin musiksmag: Han har kun foragt tilovers for den musik, der lyder inde fra den restaurant, hvis rist han står på for at få lidt varme og duften fra køkkenregionerne. Der er piger i Singapore lyder det inde fra Wivex’ danseorkester. Det har ingen interesse. Når de spiller Schubert, er det en helt anden sag.

Anonymiseringen gør det lettere at relatere til "jeget" i nutiden

Når disse oplysninger udelades, bliver ”jeget” mere anonymt, og vi får lettere ved at associere til nutidens fortabte eller udstødte, hvilken rist de så ellers befinder sig på.

Intet liv uden lugtesansen

På risten ved restaurantens bagindgang nyder nogle mænd lyset, varmen, musikken og duften af lam og bøf og andre lækre retter. Andet har de ikke at leve af. Da Johansen en dag mister lugtesansen, dør han naturligvis af sult. Sådan er livets gang, siger visens fortæller ganske nøgternt; men det var jo heller ikke ham det gik ud over. Denne gang!

Himlens rist venter

Og nu er Johansen så i Himmerig, og fortælleren funderer over, om forplejningen deroppe er bedre end hernede på Vesterbro. Han er så ydmyg, at han slet ikke regner med at komme indenfor, men at han også ved himmelkroen må nøjes med at stå på risten.