In My Life

Baggrund Frihed og fællesskab

In My Life anses af mange for en af de første dybere tekster i The Beatles' omfangsrige produktion. I teksten rammer John Lennon nemlig en filosofisk dybde og et mere personligt udtryk end tidligere. Sangen beskriver oplevelsen af, hvordan gensynet med et geografisk område kan fremkalde gamle følelser.

The Beatles' karriere inddeles i tre perioder

The Beatles’ karriere bliver ofte inddelt i tre perioder med hver deres særpræg. Den første udgjorde deres eksplosive gennembrud som liveorkester og teenageidoler. Den næste, indledt med albummet Revolver, udmærkede sig ved en storslået og blomstrende kreativitet i pladeproduktionen, mere tekstlig tyngde og af, at de ikke længere var et optrædende orkester. Den sidste periode indledtes med albummet Magical Mystery Tour og var stadig præget af eksperimenter og kreativitet, men også en øget individualisering i gruppens arbejdsform, der til sidst førte til dens opløsning i 1970.

John Lennon ramte en filosofisk dybde

In My Life udkom i 1965 på Rubber Soul, som er det sidste album i første periode. Den anses af mange for en af de første dybere tekster i en produktion der hidtil havde handlet om ”mig og dig” på et relativt overfladisk plan.

John Lennon var af pressen blevet kritiseret for ikke at levere samme poetiske nerve i sine sange som i sine bøger. Sammen med inspirationen fra Bob Dylan satte det ham i gang med en tekst om busturen fra barndomshjemmet ind til Liverpools centrum, men efter en længere kamp gik i projektet i hårdknude. Umiddelbart bagefter materialiserede In My Life sig og ramte en filosofisk dybde og et mere personligt udtryk end tidligere tekster.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Sangen handler om fortidens følelser

Sangen beskriver oplevelsen af, hvordan det at gense et geografisk område fra ens fortid kan få følelserne fra dengang til at vælde frem, samtidig med at man også gennemskuer, hvilke elementer man er sammensat af i dag. Så vender Lennon tilbage til kærligheden i almindelighed og den eneste store kærlighed (you) i særdeleshed.

Fortolkninger af sangen åbenbarer dens poetiske kraft

At sangen har poetisk kraft, kan man konstatere i andre fortolkninger end den oprindelige. Fx i en recitativisk udgave med skuespilleren Sean Connery og en musikalsk skrækkelig, men alligevel usædvanlig stærk og nærværende udgave med en dødsmærket Johnny Cash på hans sidste pladeindspilning.

Skrev Lennon eller McCartney melodien? 

Den usædvanligt smukke melodi er præget af melismer, der traditionelt er svære i en fællessang, men som her er logiske og konsekvente. Det er uklart hvem af de to, Lennon eller McCartney, der har komponeret. Lennon hævdede, at han havde skrevet verset, mens McCartney mener at have skrevet hele melodien. De store intervaller er typiske for McCartneys kompositioner, men omvendt havde tekstforfatteren, her Lennon, altid en melodisk skitse med, så måske er den et eksempel på deres eminente evne til at bearbejde og udbygge hinandens materiale.

Fakta om In My Life

Nr. 190 i Højskolesangbogens 18. udgave

Tekst: John Lennon, 1965

Melodi: John Lennon og Poul McCartney, 1965

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Jakob Bonderup.

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.