I Synnerjylland, dér er æ føjt

Karsten Thomsens er kendt som Sønderjydernes digter

Karsten Thomsen hører ikke til de højt besungne navne i dansk litteratur. Men man kan høre ham omtalt som ”Sønderjydernes digter” – fordi han skrev på et gedigent sønderjysk Frøslev-mål, fordi han skrev så almindelige mennesker kunne forstå det, og fordi han var med i den dramatiske historiske fase, hvor det var et afgørende spørgsmål i landsdelen, om man talte dansk eller tysk.

Forfatteren oplevede kampen for det danske sprog i sin egen opvækst

Thomsen blev født i Bov sogn i 1837 og havde som dreng fået et uforglemmeligt indtryk af kampen mellem dansk og tysk ved at følge slaget ved Bov 9. april 1848, en af de første store træfninger i krigen 1848-50. Så da pastor Beck i Hanved i 1851 spurgte Karsten, om han ville konfirmeres på dansk eller tysk, svarede drengen klart og tydeligt:

Æ tænker, de bedst vi blyvr ve de dansk.

 

Og som han talte, sådan skrev han. På det sønderjysk han var vokset op med, og som han brugte som bonde og som indehaver af Frøslev Kro.

Det sønderjyske blev en del af dialektdigtningen

Den særlige historiske dramatik i Sønderjylland skal dog ikke overskygge, at Karsten Thomsen i et litterært perspektiv var med til at melde landsdelen ind i den jyske dialektdigtning som St. St. Blicher efter flere tilløb havde åbnet længere mod nord med pionerarbejdet E Bindstouw i 1842.

Vuggevisen er skrevet til Thomsens egen søn, Jens

I Synnerjylland, dér er æ føjt er skrevet, da den sprogbevidste konfirmand selv var blevet far. Det er en vuggevise til den ti uger gamle Jens, der naturligt nok ikke bruger ord endnu. Men når han kommer til det, bliver det så dansk, som hans far synger, eller tysk, som magthaverne vil søge at påtvinge ham? For efter den danske sejr i treårskrigen kom det store nederlag i 1864, grænsen rykkede op til Kongeåen, og Karsten Thomsens hjemstavn kom under tysk myndighed. Så skal Jens synge dansk, eller skal han synge tyskernes viser?