Hvad vindes på verdens vidtløftige hav

Baggrund Tro

Livet går op og ned og er ikke altid en dans på roser. Som mennesker navigerer vi på bedste vis igennem det uden at vide, hvad fremtiden bringer. Med alvor beskriver Ambrosius Stub dette i sin sang om livets sejlads på det vidtløftige hav, hvor kun to havne er kendte, nemlig den vi forlader, når vi fødes, og den vi lægger til i, når vi dør.

Ambrosius Stub var først og fremmest han digter

Næsten ingen af Ambrosius Stubs digte blev trykt i hans levetid, så de lader sig som regel ikke tidsfæste. Heller ikke hans forskellige opholdssteder kan dateres nøjagtigt.

Som fattig husmandssøn kom Stub fra Fyn til Københavns Universitet i 1725. Han skulle vise sig at blive en alsidig mand: student (ti år uden at tage eksamen), gårdejer (tre år), sagfører (når der var brug for ham), sekretær, regnskabsfører og musikant. Aldrig blivende og altid afhængig af småjobs og sin evne til at underholde dem, der var højere på strå. Endelig sluttede han som en forhutlet lærer i Ribe, hvor han boede fra 1752 til sin død i 1758. Men først og sidst: digter.

Digterens erfaringer fra søen som smugler for baronen

Når Stub i denne sang, som nok er skrevet før tiden i Ribe, tager os med til søs, kan han tale af personlig erfaring. Han var i perioder ansat på Valdemars Slot på Tåsinge, og der stod han blandt meget andet for smugleriet mellem Tåsinge og Ærø for sin chef, baron Niels Juel, en sønnesøn af søkrigeren af samme navn.

Hvad vindes på verdens vidtløftige hav

1. Hvad vindes på verdens vidtløftige hav?
O, tusinde farer i skummende trav!
Man véd kun to havne,
bekendte af navne,
den ene vor vugge, den anden vor grav.

2. Fra vuggen til graven må krydses omkring
blandt håbets og frygtens de stridige ting:
snart vippes vi oppe
på bølgernes toppe,
snart nærmes vi grunden i flyvende spring.

3. Her fristes ustadigheds ebbe og flod,
en vagt er så ond, som en anden er god;
hver time i glasset,
hver streg på kompasset
forandrer, forhøjer, fornedrer vort mod.

4. Så hidser en medbør det nedrige sind,
ja, puster i hjertet dumdristighed ind;
vil farten kun føje
vor attrå og øje,
straks blæses vi op af en ønskelig vind.

5. Så slipper klejnmodighed roret i hast,
når forstavnen dukker for bølgernes kast;
når vindene suse,
og vandene bruse,
så skrækkes vi straks for en knagende mast.

6. Dit forsyn, o Fader, det fører os hjem,
det styrer så sikkert, hvor søen er slem;
vor gisning kan fejle,
hvor vi end vil sejle,
selv stævner vi mere tilbage end frem.

En omskiftelig tilværelse og et omskifteligt sind

Af Stub skal man ikke vente dybsindigheder; han skriver ganske jævnt – også om det høje. Hans sind ser ud til at have været lige så omskifteligt som hans tilværelse. Han kan være grov eller blid efter behag og vittig til det fornærmende. Dygtig til at stifte gæld; mindre god til at afdrage den. Men han er en mand, som vennerne holder fast ved og støtter i årevis - ja, livet igennem.

Alvorssang om livets havne

Livet som en seylads er overskriften på Stubs sang, og det er der ikke megen originalitet i. Men det er der i digtet, for det er ikke en banal bryllupssang, hvor brudeparret nu endelig er kommet havn. Det er alvor. I livets sejlads er der kun to havne: Den vi forlader, når vi fødes, og den vi lægger til i, når vi dør. Imellem de to havne må der sejles, og det er ikke altid nogen bekvem rejse.

Det er nemt at se de seks vers som et spejl af Stubs eget omskiftelige liv – eller naturligvis ethvert menneskes liv. Snart er vi oppe, og snart er vi nede; snart bliver vi overmodige, snart opgivende. Vor egen navigation er ikke meget bevendt, så der er kun ét at gøre: at stole på Guds forsyn.

I originalversionen gentages første linje, i dag gentages den sidste

I originalversionen slutter hver vers med en gentagelse af første linje – og ikke som i dag med en gentagelse af den sidste.

Ordforklaringer

1.1 vidtløftige: stort, vidtstrakt

5.1 klejnmodighed: mismod, nedtrykthed

6.1 forsyn: Guds omsorg for mennesket

6.3 gisning: formodning

Melodien stammer fra en af Freylinghausens samlinger

Stub anvendte selv en melodi fra Freylinghausens samling fra 1716. Johann Anastasius Freylinghausen (1670-1739) var en tysk pietistisk teolog, som udgav en række samlinger af salmemelodier. Melodien følger tekstens tredelte metrik i en bølgende bevægelse, og den giver plads til at gentage første eller sidste linje.

Sangen kan også synges på en folkemelodi

I Højskolesangbogen angives, at teksten også kan synges på den folkemelodi, som bruges til På Tave bondes ager. Den har sandsynligvis været mere folkeligt kendt og kunne derfor lettere anvendes, når menigheden skulle synge salmen. Men den er i sin metrik firedelt og følger derfor ikke teksten så organisk, ligesom den ikke giver mulighed for at gentage den første/sidste linje.