Hilsen til forårssolen

Baggrund Året

Sangen stammer fra digtsamlingen Oven visse vande. Digtet er kendetegnet ved Benny Andersens underfundige humor, der kombinerer det store med det små. Beskrivelsen af tidens trængsler og forfald udvikler sig til en hyldest til forårssolen og jordelivet. Povl Dissing står for den iørefaldende melodi.

Sangen er fra Oven visse vande

Ligesom Højskolesangbogens Go’ nu nat og Barndommens Land stammer Hilsen til forårssolen fra samlingen Oven visse vande. Den udgav Benny Andersen i 1981, samme år som han indgik ægteskab med Cynthia Rosalina La Touche, som han har skrevet flere digte til (bl.a. Højskolesangbogens Solen gaber søvnigt bag et træ).

Benny Andersens humor

Digtet kendetegnes af Benny Andersens underfundige leg med ord og fraser, som på den måde kommer til at fremstå i ny, ofte humoristisk belysning. Ofte opstår humoren ved, at han kombinerer det uendeligt store med det enkle og hverdagsagtige.

Foråret vendes på hovedet

Normalt forbinder vi foråret med, at naturen springer ud, og livslysten vender tilbage. Det vender Benny Andersen på hovedet, for i digtet klippes der ned og beskæres, og de økonomiske krav skærpes. Det forstyrrer dog ikke digtets optimistiske tone.

undefined Benny Andersen

Digtet vender tidens forfald og trængsler til det positive

De fem vers følger samme skabelon: Først behandles tidens – årstidens og menneskets fremskredne alders – forfald og trængsler; med versenes uforandret gentagne næstsidste linje, ”men når forårssolen skinner”, vender digtets jeg derefter alt til det positive. Der går en stigende kurve gennem versenes slutlinjer – fra ung over står op, varm, glad til kulminationen lever.

Samtidig ser forfatteren døden i øjnene: Som når han tænker på sine dårlige tænder og konstaterer, at ”snart skal jeg og mine sidste tænder skilles ad”, og når han ser på himlen og skriver, at ”snart skal solen gå sin bane uden mig”.

Benny Andersens blik for det gådefulde i tilværelsen

Digtets slutvers har været genstand for modsatrettede fortolkninger. Det bemærkes, at Alt og Intet har stort begyndelsesbogstav, og herudfra mener nogle i de sidste fire linjer af verset at kunne indlæse en tro på livets fortsættelse efter døden. Hertil kommer, at digteren tydeligvis har blik for det gådefulde i tilværelsen og er taknemmelig over livet, hvorved vi er inde på emner, der normalt også er teologernes.

Benny Andersen afviser enhver form for religiøsitet – i denne tekst og i det hele taget. Sangen bliver dermed, i overensstemmelse med tekstens titel, en hilsen (og hyldest) til forårssolen, til jordelivet.

Povl Dissing står for den iørefaldende melodi

Digterens foretrukne og mangeårige samarbejdspartner på visekunstens område, Povl Dissing, står for den iørefaldende melodi, der er fra samme år som teksten.

Fra de første linjers forsigtige trinvise bevægelse - først opad, siden nedad - tager den i versets tredje linje et dristigt septimspring op for derefter langsomt at bevæge sig ned igen og falde midlertidigt til ro ved den tredjesidste linjes slutning. Versets sidste halvdel har melodisk større bevægelighed.

Rytmisk understreges versenes slutpointe ved pausen før slutlinjen.