Hil dig, Frelser og Forsoner

Salmen stammer fra Arnulf af Louvain

I det store Sang-Værk til den danske Kirke fra 1837, som omfatter 401 salmer, er knap halvdelen gendigtninger af gamle salmer og hymner. Denne salme er nr. 232 ”efter Den hellige Bernhards Salve mundi salutare, frit oversat”, som der står.

Vi ved nu, at salmen ikke stammer fra Bernhard af Clairvaux, men Arnulf af Louvain, der døde 1250.

Den ydmyge betragter den korsfæstede

Teksten hører ikke hjemme i kirkens liturgi, men i munkecellen, hvor den ydmyge betragter af den korsfæstede begynder med blikket fæstet på fødderne og først langsomt vover at hæve blikket led for led for at ende med ansigtet. Det er denne andagt, Grundtvig fordyber sig i.

Grundtvig samler sig om "hjertets hårdhed"

Grundtvig havde en forkortet udgave på 12 vers af den gamle salme til sin rådighed, og den følger han så nogenlunde til at begynde med. Men i forlægget står der ”actu vilis, corde durus” – slet af handling, hård af hjerte – om mennesket. Handlingerne lader Grundtvig ligge for at samle sig helt om ”hjertets hårdhed, hjertets kulde”. Er der overhovedet noget nævneværdigt (”navnet værdt”) der kan gengælde frelserens kærlighed? (vers fire).

Grundtvig digter ud fra sit eget liv

Derefter digter Grundtvig i højere og højere grad ud fra sit eget liv (vers syv), sin dødsangst (vers otte) og sin anfægtelse (vers ni).

Tro og tvivl er forudsætning for det udadvendte, folkelige liv

Som et af de store vers i salmebogen indtager vers syv en særstilling. Det indeholder en dobbelthed: livet med Jesus i modsætning til verden og livet i verden som Gud har skabt. Disse to tanker er hinandens modsætninger, som det blev kendt i forholdet mellem Indre Mission og grundtvigianisme; men er de det hos Grundtvig selv? Med en sammenfatning af hans liv og virke kan det måske udtrykkes sådan: For Grundtvig var andagten i studerekammeret, med tilhørende anfægtelser og fornyet tro, forudsætningen for det udadvendte, folkelige liv.