Wennerbergs skrev en række højstemte duetter
I 1849 var H.C. Andersen på sin rejse i Sverige nået til Uppsala; her hørte han Gunnar Wennerberg synge duet med en ven. Han noterede om sangkredsen Gluntarna, at viserne var lidt ligesom Bellmans, ”blot lidt højere i udtrykket”. Nok drikker sangenes to agerende lige så meget som figurerne i Bellmans digte, men i elskov går de lidt forsigtigere til værks. Magisteren og studenten står socialt hævet over de fallerede håndværkere og værtshusmusikere, der befolker Fredmans epistler. Tiden er en anden end 1760’erne, stedet ganske anderledes end det forhutlede Stockholm.
Værket er skrevet for at dække et behov for at synge
Men Wennerbergs Gluntarne er alligevel utænkelig uden Bellman og udsprunget af det samme behov for at have noget at synge. I 1840’erne var studenterne fortroppen i samfundsudviklingen, også på det musikalske område: De dannede kor og ensembler. Wennerberg var medlem af en sekstet, og da fire af dens medlemmer fik eksamen og flyttede fra Uppsala, skrev Wennerberg disse duetter. De blev udgivet i 1849 og fik med det samme succes i hele Norden.