Sangen er skrevet til Roskilde Højskole
Mange sange er skrevet til folkehøjskolers indvielser. De fleste er forsvundet i glemsel. Nogle lever stadigvæk lokalt. Og så er der en god håndfuld, som hører til den danske folkeoplysnings kernesange og står i højskolesangbogen i udgave efter udgave. En af disse stærke tekster skrev Jakob Knudsen til Roskilde Højskoles indvielse.
Jakob Knudsen var højskolemand
Jakob Knudsen vidste, hvad det drejede sig om. Han blev født på Danmarks (og verdens) første højskole i Rødding knap 14 år efter, at den var startet. Senere var han elev på Askov Højskole, og efter sin teologiske eksamen var han lærer på Askov fra 1881 til 1890.
Jakob Knudsen måtte forlade sit præsteembede
I nogle år var han valgmenighedspræst i Mellerup, men blev på grund af skilsmisse og nyt ægteskab nødt til at forlade embedet. Resten af livet levede han den usikre tilværelse som fri forfatter og foredragsholder. Og i foråret 1907 sad han så i sit arbejdsværelse i Nyhusene ved Hillerød for at lave en sang, der skulle fortælle, hvad højskolens opgave er.
Sangen er båret af en sund optimisme
Når man synger de fem vers, bliver man slået af den sunde optimisme, der bærer det hele. For det første er der vækst i antallet af skoler, hvis opgave det er at få ungdommen til at se på livet med nye og friske øjne.
For det andet er der en sikker tro på, at højskolens historiske og poetiske arv stadig er fyldt med kraft, når blot man forstår at fortolke og formidle den på en ny måde.
Det gode vil altid sejre til sidst
For det tredje ved Knudsen, at når vi kan tro på, at indsatsen nok skal lykkes, så er det fordi, vi aldrig er alene, men får vores styrke af, at vi er Guds børn.
For det fjerde kan vi derfor tro på, at selv når vi bliver ramt af misvækst og ulykker af forskellig art, vil det gode dog sejre til sidst. Derfor kan vi i sidste vers med fortrøstning åbne endnu en højskole, som skal sætte sine kræfter ind på det godes side i tilværelsens kamp mod det onde.
Jakob Knudsens stejle optimisme
”Forældet aldrig blev livets tale”, konkluderer han. Den sætning er blevet sunget utallige gange – og blevet citeret i mange foredrag af højskolefolk, der har hentet fortrøstning i Jakob Knudsens stejle optimisme.