Heidenröslein

Baggrund Kærlighed

Goethes digt handler tilsyneladende om romantik og natur: En dreng finder og plukker en rose, som først er genstridig, men som ender med at lade sig plukke. Tænker man rosen som et billede på en ung kvinde, får sangen dog et mere voldsomt indhold. Højskolesangbogen bringer to melodier af henholdsvis Franz Schubert og Heinrich Werner.

Goethe skrev sangen som et eksempel på en folkesang

Efter lang tids sygdom, formentlig tuberkulose, rejste den unge Goethe til Strassburg for at afslutte sin juraeksamen. Her lærte han den fem år ældre Johann Gottfried Herder at kende. Herder var allerede en etableret præst, privatlærer og forfatter og en af de førende mænd bag oplysningen i Tyskland og samtidig meget interesseret i folkelig kultur. Goethe og Herder blev gode venner og diskuterede forholdet mellem folkelighed, kunst og litteratur. Det fortælles, at Goethe smuglede denne lille sang ind i Herders samling af folkeviser for at se, om Herder opdagede forskellen mellem en ”ægte” folkesang og Goethes eget lille påfund, som fik navnet Heidenröslein.

Fra rokoko til "Sturm und Drang"

Goethe blev halvandet år i Strassburg. Denne periode markerer overgangen fra hans tidlige digte i rokokostil til det, man i litteraturhistorien kalder for ”Sturm und Drang”. Følelser og lidenskab bliver vigtigere end form og leg med ord.

Heidenröslein

1. Sah ein Knab’ ein Röslein stehn,
Röslein auf der Heiden,
war so jung und morgenschön;
lief er schnell, es nah zu seh’n,
sah’s mit vielen Freuden,
Röslein, Röslein, Röslein rot, Röslein auf der Heiden.

2. Knabe sprach: Ich breche dich,
Röslein auf der Heiden!
Röslein sprach: Ich steche dich,
dass du ewig denkst an mich,
und ich will’s nicht leiden.
Röslein, Röslein, ...

3. Und der wilde Knabe brach
Röslein auf der Heiden;
Röslein wehrte sich und stach,
half ihm doch kein Weh und Ach,
musst es eben leiden.
Röslein, Röslein, ...

Tonen er direkte og konkret

Sangen fortæller om en dreng, som på heden finder en rose og plukker den, fordi den er så smuk. Rosen protesterer, men det hjælper ikke.

Tonen i digtet er meget direkte, konkret og tæt, fx betyder ”leiden” noget forskelligt i de forskellige vers: I andet vers siger rosen, at den ikke vil tåle en voldsom behandling (”Ich will’s nicht leiden”), mens den i tredje vers er tvunget til at lide (”musst es eben leiden”). Sådan opnår Goethe et komprimeret og tæt udsagn, som ligner folkedigtning.

Den romantiske natur dækker over en barsk fortælling

I første vers får man umiddelbart det indtryk, at digtet handler om romantik og natur. En dreng finder og plukker en smuk rose. Men allerede i andet vers viser det sig, at det ikke holder. Rosen vil ikke lade sig plukke, eller rettere sagt knække (tysk: brechen). Men siden drengen er vild og stærkere end rosen, får han sin vilje og tager rosen på trods af, at den forsøger at forsvare sig. Så får sangen et mere voldsomt indhold. Hvis man tænker på rosen som et billede på en køn pige, kan man se hele digtet som en fortælling om en voldtægt.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Franz Schuberts melodi er viseagtig

Franz Schuberts melodi er de ældste af de to, Højskolesangbogen bringer. Den indskriver sig i komponistens store produktion for solostemme og klaver, hvad den da også bærer et vist præg af: De talrige stavelser, der bredes ud over to eller flere toner, vanskelige spring (takt 10, 13-14) samt springet op på en ubetonet højdetone (takt fire). Alligevel er melodien nærmest viseagtig. At Schubert er kendt som melodiens mester, viser sig også her: Melodien er på en gang enkel og kompleks – ligesom teksten. I refrænet lægger melodien sig til hvile på højdetonen C – hvorefter den elegant hopper ned på plads igen og slutter på den dybe grundtone.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Heinrich Werners melodi er mere enkel

Heinrich Werner var tysk organist, korsanger og komponist. Hans melodi er enklere end Schuberts skrevet i tredelt takt (6/8), hvilket gør den mere letløbende og dansant end Schuberts – men uden dennes tyngde. Refrænet er moduleret over nøjagtig samme skabelon som Schuberts: Begge lægger sig til hvile på højdetonen på tekststavelsen ”Rot” – og begge springer elegant nedad på den sidste linje. Werner har muligvis kendt Schuberts melodi. 

Fakta om Heidenröslein

Nr. 451 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: Johann Wolfgang von Goethe, 1771

Melodier: Heinrich Werner, 1827 og Franz Schubert, 1815

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Ulrike Patzke, melodibeskrivelsen af Erling Lindgren.

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.