Har du visor, min vän

Baggrund Liv

Sangen er skrevet under ungdomsoprøret i 1968, hvor ønsket om at leve her og nu og tage ansvar for eget liv fik unge til demonstrere i den vestlige verden. Sangens budskab er, at man ikke skal gå og gemme på det, man har på hjerte, for i morgen er det måske for sent. Bengt Ahlfors skrev både tekst og melodi til denne vise, der fortsat er på programmet hos mange visesangere i hele Norden.

Visen er fra 1968

Visen stammer fra 1968, hippiernes år hvor der var ungdomsoprør, studenteroprør og demonstrationer i alle de vestlige hovedstæder. I de foregående ti år havde stadig større grupper af unge fået en højere uddannelse, og der var fuld beskæftigelse og adgang til alle goder. Men gamle tanker og gamle mænd herskede alligevel – atomoprustning, Sovjets undertrykkelse af Østeuropa, USA’s krig i Vietnam, forsøget på at udvide EF. Det gik de unge i protest imod, fordi de ønskede at leve her og nu.

Oprørskhed og visedigtning

1960’erne var også det årti, hvor unge mennesker lærte sig at spille guitar og synge selv. De genopdagede de gamle viser – og skrev selv nye om, at nu må der ske noget, nu må vi tage ansvaret for os selv og vores liv. Den finlands-svenske dramatiker og teatermand Bengt Ahlfors havde held med at kombinere oprørskheden, visedigtningen og livslysten i visen Har du visor, min vän fra forestillingen Planket (planken).

I morgen er det måske for sent

Har du visor, min vän foreslår os at tage til orde. Man skal ikke gå og gemme på det, man har på hjerte, for i morgen er det måske for sent. ”For sent” var et centralt begreb dengang. Ingen vidste, hvornår atomkrigen kom, eller hvornår unge mænd blev sendt i krig langt borte.

Kærligheden er her og nu

Kærligheden er også her og nu. Man skal turde tage initiativet, vove at stå ved sin længsel. Der er ikke så meget at snakke om. At digte, synge og elske er det vigtigste ved at leve, og det er lige nu. Man skal omsætte sine drømme og sine ønsker til virkelighed og ikke gå og vente på en fremtid, der måske aldrig kommer.

De tre led: synge, elske, leve er de klassiske led i al fortælling, al digtning, tydeligst i folkeeventyret og folkevisen. Derfor har denne vise ramt noget i mange mennesker lige siden 1968. Mange visesangere i hele Norden har den på programmet.

Ordforklaring

2.6   längtan: længsel

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til Højskolesangbogen for børn. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (SpotifyiTunes og andre online tjenester) 

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Melodien er et koncentrat af 1968

Bengt Ahlfors skrev selv musik til sit teaterstykke. Melodien til Har du visor, min vän er ligesom teksten et koncentrat af, hvad der var typisk for 1968: De nye sangskrivere ville undgå, at deres melodier kom til at lyde som de klassiske sange eller som popsangene. Derfor søgte de bort fra dur-mol-systemet og efterlignede de gamle folkeviser - her særlig tydeligt i første og sidste linjes heltonetrin. Det er også tydeligt, at den er tænkt ud fra, hvad der lyder godt på en guitar. 

Fakta om Har du visor, min vän

Nr. 112 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst og melodi: Bengt Ahlfors, 1968

Artiklen er skrevet af Sid Jansson

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.

Artikler om sangene i Højskolesangbogen

Vis flere