Frit Land

Baggrund
Frit Land CC af Slaunger

Frit Land er er bud på en nationalhymne i moderne klæder. Den er både en hyldest til og en kritik af Danmark, og teksten åbner for flere tolkningsmuligheder. Gennem sin vekslen mellem mol og dur har melodien en melankolsk og eftertænksom klang over sig, der underbygger tekstens komplekse emne.

Carl Emil Petersens sang er en moderne klassiker

Frit Land er på kort tid blevet en af nyklassikerne inden for fællessang. Både musik og tekst er skrevet af Carl Emil Petersen, frontfigur og forsanger i Ulige Numre, og han giver med Frit Land sit bud på en nationalhymne i moderne klæder.  

Teksten kan tolkes på flere måder

Frit Land er både en hyldest og kritik af Danmark, og teksten åbner for flere tolkningsmuligheder.

Frit Land som nationalkonservativ fædrelandssang

Med sit højtidelige sprog og referencer til den danske natur fremstår sangen nærmest som et guldaldermaleri, og kan læses som en nationalkonservativ fædrelandssang; Danmarks børn må være stærke og stå ret, for hvis man ryster på hånden, så “vælter det jo ind”, som det beskrives i sangens to første vers. 

Teksten som kritisk kommentar til samfundets tilstand

Men teksten kan også læses som en kritisk kommentar til samfundets tilstand. Carl Emil Petersen har gentagne gange udtalt, at Frit Land er opstået ud af en bekymring for den danske medmenneskelighed og solidaritet, som i øjeblikket er sat på prøve — og det åbner for andre tolkningsmuligheder: Så tilhører tankegangen i stroferne ikke forfatteren selv, men repræsenterer et menneske, der er præget af selvtilstrækkelighed og frygt, og som mener, at “hele verdens smerte kommer ikke mine ved”. Forfatteren bruger dermed et greb beslægtet med ironi og sarkasme, som let kan misforstås, hvis man ikke kender til hans baggrund for at skrive sangen.

Det fejlfri og smukke landskab i Danmark gemmer også på torne

Carl Emil Petersen besøgte i 2015 Libanon med Dansk Flygtningehjælp, og det blev inspirationskilden til at skrive Frit Land. I mødet med syriske flygtninge og omverdenens alvor fremstod Danmark som et perfekt land. Men når vi som samfund møder omverdenen med lukkede grænser, og den offentlige debat er præget af frygt for det fremmede, fungerer alt ifølge forfatteren ikke perfekt. Det tilsyneladende fejlfri og smukke landskab i Danmark gemmer også på torne, som det beskrives i omkvædene og som opsummeres i sangens centrale sætning "selv det smukkeste gør ondt”. Sangens omkvæd står således i kontrast til versene, da tingene her vendes på hovedet, og et alternativt budskab fremsættes. 

 

Læs artiklen: "Carl Emil giver en opsang til vores 'splittede' verden"

 

Sangens titel lægger op til refleksion om det frie land

Sangens titel, Frit Land, optræder i teksten i forskellige sammenhænge sangen igennem. Måske er sangens tvetydige budskab netop understreget ved denne tekstmæssige manøvre; de mange gentagelser og forskellige udlægninger af “frit land” lægger op til refleksion og samtale om, hvad vi hver især forstår ved et frit land, hvem det frie land er for, og om ens frihed eksisterer på bekostning af andres.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Melodien underbygger tekstens komplekse emne

Som eneste sang på albummet Grand Prix (2015) er Frit Land indspillet udelukkende med guitar og sang. Den enkle komposition gør sangen egnet til fællessang, og den er hurtigt blevet en yndet favorit. Gennem sin vekslen mellem mol og dur har sangen en melankolsk og eftertænksom klang over sig, der underbygger tekstens komplekse emne.

Frit Land minder os om Gnags' advarsel mod selvtilstrækkeligheden i 80'erne

Næsten på samme måde, som Peter A.G. og Gnags gjorde det i 80’erne med Danmark, dit indre ocean (Højskolesangbogens nr. 381), oplever Carl Emil Petersen, at medmenneskeligheden i Danmark er sat under pres, og han skriver som resultat en opsang til et Danmark, hvor frygten for det fremmede er allestedsnærværende. Men hvor budskabet i Danmark, dit indre ocean står klart frem og advarer mod en national selvtilstrækkelighed, er budskabet i Frit Land gemt bag en ironisk afstandtagen, og som følge heraf er der flere tolkningsmuligheder.

Fakta om Frit Land

Udgives i Højskolesangbogens 19. udgave

Forfatter og komponist: Carl Emil Petersen, 2015.

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Anna Louise Pedersen

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.