Forårsdag

Baggrund

Sangen handler om de væsentlige ting, man aldrig eller sjældent får sagt i et parforhold. Mange mennesker genkender sig selv i sangen. Melodien er enkel og sangbar på trods af sine store spring ind imellem. Til fællessang kan man med fordel arbejde med melodiens synkoper, så den forbliver let og spændstig.

Anne Linnet har været kæmpe inspirationskilde for mange

Anne Linnets sangproduktion er meget mangfoldig, og hun har eksperimenteret med forskellige stilarter, lyd og udtryk. I hele karrieren, som startede først i 70´erne, har hun været en kæmpe inspirationskilde som sangskriver både for sit publikum og andre (kvindelige) sangskrivere/musikere. Hun kan formidle store følelser på en enkel måde og beskrive livets mange facetter i ord og musik.

Anne Linnets musik havde forskellig karakter i 80'erne

Anne Linnet skrev Forårsdag allerede i 1970, men den udkom først i 1988 på hendes 6. studiealbum: Jeg er jo lige her.

Albummet kom lige efter perioden i 80´erne, hvor hun først havde dannet Anne Linnet Band med et funky og jazzet repertoire. Derefter dannede hun: Marquis de Sade, som var i stor kontrast til det. Her blev lyden elektronisk, syntheziserbaseret, arrangementerne stramme, tekstuniverset med sadomasochistiske undertoner, Anne Linnet sangligt eksperimenterede og korarrangementerne mere enkle. På albummet Jeg er jo lige her vender Anne Linnet tilbage til den mere enkle singer-songwriter tradition, som hun startede sin karriere med. 

Forårsdag handler om det, man får sagt for sjældent

Forårsdag handler om de væsentlige ting, man aldrig eller sjældent får sagt i et forhold, men som begge godt ved. Det usagte mellem to elskende. At kærligheden bor i hjertet, uanset hvad livet bringer af svære tider ind imellem. Inspirationen til sangen kom fra de tanker, Anne Linnet gjorde sig om sine forældres forhold, hvis de var blevet gamle sammen. Det gjorde de ikke, hendes far døde som 58-årig.

Tekstens jeg reflekterer over forholdet til sin elskede

Forårsdag reflekterer sangens jeg over forholdet til sin elskede. Hun taler til sin elskede: "Du ved det sikkert" og formoder dermed, at den anden ved, hvor meget hun elsker, selv om hun "sjældent bruger store ord" og altså ikke er så direkte i sine kærlighedserklæringer. I andet vers taler hun ud fra sig selv: "Jeg ved...". Hun vil have noget ud af livet, hun ved, at det ikke varer evigt, og selv om de også har haft svære tider med hinanden, bliver det triste mindre, når hun tænker tilbage på det første møde. Jeg og du bliver til et Vi. I det lange samliv er der også elementer, som de kunne have tacklet anderledes, og de kan have fornemmelsen af at glide fra hinanden. Til sidst er teksten tilbage til sit udgangspunkt med gentagelse af de to første strofer: Det væsentlige og det usagte mellem to elskende.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Anne Linnets enkle melodi understøtter teksten

Sangen er strofisk - viseagtig - rolig. Anne Linnet fortæller selv, at hun har komponeret sangen på sin elskede Levin guitar. 

Melodien er enkel og sangbar på trods af sine store spring ind imellem. Den understøtter hele tiden teksten og harmonikken er meget enkel.  Det kan være en fordel at nørde med rytmikken, når sangen synges som fællessang, for at få de rytmiske detaljer med i form af en masse synkoper (fx på "sikkert", "aller" og "inderst" og mange andre steder i sangen), hvis den skal have et let og spændstigt udtryk. Ellers risikerer den at blive tung.

Vi genkender os selv i Anne Linnets sang

Anne Linnet har med Forårsdag skrevet en sang, som rammer nogle af de dybeste følelser i de fleste mennesker - glæde og sorg, tyngde og lethed, vemod og accept. Vi genkender os selv i sangen. Anne Linnet fortæller, at Forårsdag bliver brugt til både bryllupper og begravelser.

Fakta om Forårsdag

Udgives i Højskolesangbogens 19. udgave

Forfatter og Komponist: Anne Linnet, 1970/1988.

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Ulla Hempel

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.