En yndig og frydefuld sommertid

Baggrund Kærlighed

Sangen er en folkemelodi, der første gang blev nedskrevet af Carl Schütz i 1843. I den oprindelige form er den kristne tone tydeligere end i Højskolesangbogen, men fromheden består. Sangen er trods melodiens komplicerede tonespring en populær folkevise.

Sangen findes i mange udgaver

Sommervise, Pigen synger, Kærlighedsrosen – denne sang findes i stort set ens udgaver med forskellig titel. Viseteksten og -melodien blev første gang optegnet af cand.theol. Carl Schütz, 1843, i Dalbyneder nord for Randers. Seks strofer noterede han og overdrog til A.P. Berggreen, der optog sangen i Danske Folkesange og Melodier, 1860 (3. udgave, 1869, angives som Højskolesangbogens kilde).

Digtets kærlighedserklæring kan synges til både en kvinde og en mand

Carl Schütz anså denne vise for ”gammel, eller i alt Fald, saa god som gammel”, skrev han i sin indberetning. I den jyske vise er der – bortset fra stedordet ”han”/”hun” – ingen speciel kønsangivelse i digtets kærlighedserklæring. Derfor kan synsvinklen variere. Den kan synges af en pige til en mand (som i Højskolesangbogen) eller af en mand til en pige (som i en optegnelse ved Evald Tang Kristensen, 1889, også fra Randersegnen).

Det kristne er nedtonet i Højskolesangbogen

I sin oprindelige form er den kristelige tone i visen tydeligere end i Højskolesangbogen. A.P. Berggreen medtog ikke visens sidste strofe, der udtrykker den erkendelse, at skønheden kan forgå, men fromheden består.

I Højskolesangbogen er yderligere en strofe taget ud, der i en gentagende form og et følelsesladet billedsprog bringer mindelser om Højsangen i GT:

”Hans Hjerte er ret christentlig,/ Foruden Falskhed og Svig,/ Hans Mund den taler sandelig,/ Hans Øine mildelig./ Hans Kinder er som Rosen rød,/ Hans Mund den er som Honning sød,/ Ja, han er smuk og fiin.”