En sømand har sin enegang

Baggrund Liv

Johannes V. Jensen digtede visen om bord på et skib i Middelhavet. Digtets ‘jeg’ er en sømand på vej til ‘de varme lande’. Fortælleren beskriver kontrasten mellem ude og hjemme og betoner især følelsen af savn og længsel. Udlængsel og hjemvé er to forbundne sider af det søgende sind og må accepteres som et livsvilkår.

Johannes V. Jensen digtede visen i Middelhavet

Kort før jul 1925 var Johannes V. Jensen om bord på et skib i Middelhavet med kurs mod Egypten. Her digtede han denne Sømandsvise og daterede den ”Ud for Tunis 22. Dec. 25”; teksten indgik i et rejsebrev som blev trykt i Berlingske Tidende 24. januar 1926. Her kommenterede forfatteren sangen således:

»Til en Melodi, jeg engang har hørt foredrage af en Sangerske i Gaarden, til Harmonikaledsagelse, en elementær, sentimental, ja aabentstaaende sentimental, men mægtig Melodi, satte jeg da, i de stjerneklare Aftener ind mod Solhverv, en Tekst, for Sømanden at synge, naar Blæsebælgen gaar trangt, og Hjertet vil have Luft i Toner«.

Johs. V. Jensen

Med sin naive holdning og sit let sentimentale sprog har også teksten gårdsangervisens tone, fx når den i hver strofes sidste linje nævner savnet af pigen derhjemme.

Sømandens splittelselse mellem udlængsel og hjemvé

Digtets ‘jeg’ er en sjællandsk sømand på langfart til ‘de varme lande’, der hele tiden gør opmærksom på modsætningen mellem ude og hjemme – det gælder klimaforskellene (fx 4,1-4), men det gælder først og fremmest følelsen af savn og længsel og den uro den skaber i sømandens sind. Teksten lægger sig således ind i et tema der går igen hos Johannes V. Jensen: Udlængsel og hjemvé er to forbundne, men uforenelige sider af det rastløse, søgende sind hos ‘alle haves vandringsmand’ (strofe 5); den splittelse er mest storladent skildret i digtet ”Columbus” i hans Digte, 1906.

Man må acceptere splittelsen som en kendsgerning

Splittelsen mellem udlængsel og hjemve man må acceptere som en kendsgerning, sådan som forfatteren gør det selv, når han på et skib i Middelhavet bliver mindet om en vise, han har hørt hjemme i en baggård i København – og når han her ved vintersolhverv forestiller sig blomstrende grøftekanter og pinseløv i Danmark.

Den eksistentielle søgen er funderet i kærlighedslængslen

Her i sømandsvisen er den eksistentielle søgen mere konkret funderet i kærlighedslængsen: Hvor end jeg er, og hvad end der sker, så er du i mine tanker. Indtil hjemkomsten til den elskede og det danske forår (str. 6) hvor nærheden bliver konkret.

Rejsen er tilværelsens vilkår

Rejsen, bevægelsen, forandringen er ifølge Johannes V. Jensen tilværelsens vilkår (jf. fx hans Folkevandringssang, HS 288): årstidernes skiften, naturens forskellighed jorden over, naturens kredsløb. Denne foranderlighed har sin parallel i den menneskelige bevidstheds indre modsætninger – ro (2.8) og uro (5.2), hvile og bevægelse, tanke og handling.