Sangen synges både til jul og påske
Salmen er skrevet af præsten og litteraturprofessoren Georg Weissel i Königsberg: Macht hoch die Tür, die Tor macht weit!, trykt 1642 i Preussische Festlieder.
I 1829 blev den oversat og samtidig ændret ganske meget af N.J. Holm, så de oprindelige fem vers blev til syv, og i den form blev salmen optaget i en norsk-dansk brødremenighedssalmebog, udgivet samme år i Oslo. 1845 blev den optaget i et tillæg til Evangelisk-kristelig Psalmebog og har siden da hørt til i dansk kirkelig sammenhæng. Georg Weissel skrev salmen til 1. søndag i advent, men da Jesus’ indtog i Jerusalem er prædiketekst både første advents-søndag og palmesøndag, bruger vi salmen ved begge lejligheder.
Salmen tager det Galme Testamente for pålydende
Første linje er hentet i Davids salme 24,7: Løft eders hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind! Det er en processionssalme, brugt ved de lejligheder hvor ”Pagtens ark” med Jahves trone på låget har været ude af templet og nu bliver bragt tilbage.
Weissels salme er et af mange eksempler på hvordan man – som noget ganske selvfølgeligt – har betragtet Det Gamle Testamente som en foregribelse og forudsigelse af Jesus’ liv og skæbne.
Ordlyden har været til diskussion
Vers 6.4 rummer en salmehistorisk pudsighed: Til 1953-udgaven af salmebogen havde kommissionen foreslået ordlyden ”at jeg din venlighed må se!” Sådan skrev Weissel nemlig i sin tid, men den første danske oversætter ændrede det til ”at jeg din kærlighed må se”, velsagtens fordi venlighed var ham for plat. Nu vendte kommissionen imidlertid tilbage til originalen, fordi ”venlighed” forekom overraskende og ubrugt i sammenhængen. Men den daværende kirkeminister, Carl Hermansen, ændrede i dette og andre tilfælde egenhændigt kommissionens indstilling, hvad han ikke fik ros for. Så derfor hedder det alligevel ”at jeg din kærlighed må se!”