Giv mig, Gud, en salmetunge

Baggrund Tro

Sangen er en gendigtning af en Davidssalme, der med sin anråbelse og lovprisning af Gud beder om evner og kræfter til, at vi kan klare os igennem livet. For Grundtvig er menneskets evne til at tale vores særlige kendetegn, og i sangen kan vi bruge stemmen til at lovprise Gud. Melodien er oprindeligt en julevise, som Thomas Laub bearbejdede til Grundtvigs digt i 1896.

Grundtvig gendigtede Davidssalmer

Ved 300-års jubilæet for reformationens indførelse i Danmark, 30. oktober 1836, offentliggjorde Grundtvig otte salmer i Nordisk Kirke-Tidende. Af de otte salmer er de fem ”Davids-Psalmer, frit eftersungne (dvs. gendigtede) med Øie paa Livet i det Nærværende”.

Den første af de otte er Giv mig, Gud, en Salmetunge, der i Sang-Værk til den danske Kirke har fodnoten: ”Efter den 92de Davids- Psalme”.

Grundtvigs salmetekst er meget nær sit gammeltestamentlige forbillede med anråbelsen af Vorherre om at få evner og kræfter til lovsange; derfor står den først i heftet.

Gud tager vare på os

Det er en salme om Vorherre, som er større og stærkere end os selv. Om at Gud med sin kraft og godhed tager vare på os, så vi klarer os - selv ”i det fri, hvor storme suse” og i alderdommen, som ved et Guds under sætter frugt (ligesom Abraham og Sara, 1 Mos 18,13-14).

Menneskets tale er dets kendetegn

For Grundtvig er menneskets evne til at tale vores særlige kendetegn. I Menneskelivet er underligt skriver han:

Menneskebørn i den grønne lund

Hvor fugle i bøgene sjunge!

I skønne derpå: det er guderne ligt

at tale med mennesketunge!

Fuglene kan synge og vise liv, men med tungen kan mennesket udtrykke et åndeligt liv og gennem sang lovprise Gud. For Grundtvig viste kristendommen sig i menigheden, som samledes om dåb og nadver og udtrykte sig i salmesangen.

Grundtvig udtrykker sine egne visioner

Grundtvig så sig selv som digter ligesom David og kendte til at få inspiration og kraft af det guddommelige. Med gendigtningen af Davids salmer kunne han udtrykke både Davids og sine egne visioner.

Vers 7 blev nyskrevet til 2. udgave af Sang- Værk fra 1868. Den oprindelige vers lød: ”Fjender styrter, før de rave,/ Glade over deres grave/ høre vi dit ord …”. I den ændrede vers 7 viser digteren sprogligt det hvide i sne og hårfarve med de mange i’er.

Giv mig, Gud, en salmetunge

1. Giv mig, Gud, en salmetunge,
så for dig jeg ret kan sjunge
højt og lydelig,
så jeg føle kan med glæde:
sødt det er om dig at kvæde
uden skrømt og svig!

2. Himlene din glans forkynde,
lad hver morgen mig begynde
dagen med din pris!
Og når aftenklokken ringer,
lad min sang på lærkevinger
stige ligervis!

3. Aldrig noksom dig kan love
mand på mark og fugl i skove
for din miskundhed;
lige god i ny og næde
gør du, os til gavn og glæde,
mer end engle ved.

4. Hvert dit værk er stort vidunder,
i din visdom ingen bunder,
som af den har øst.
Kun en dåre tør det nægte,
at hos dig er alting ægte,
alting mageløst.

5. Græsset lig er hver en synder,
ender, før han ret begynder,
visner i sin vår;
himle selv forgå af ælde,
men i grundfast guddomsvælde
evig du består.

6. Dine fjender gå til grunde,
ja, som avner skal de onde
hvirvles, vejres hen,
mens i alderdommens dage
herlig kræfterne tiltage
hos din gode ven.

7. Se! fra dine drivehuse
i det fri, hvor storme suse,
poder plantes ud!
Og når de som sne er hvide,
finest frugt om vintertide
bære de for Gud.

8. Om end gennem dage hårde,
blomstre skal i dine gårde
hvert et hjerteskud,
bære frugt på gamle dage,
medens bjerg og skov gentage:
Ejegod er Gud!

Ordforklaringer

1.3   lydelig: klart hørligt
1.5   kvæde: synge
1.6   skrømt og svig: bedrag, forstillelse og falskhed
2.1   himlene: Jf. ideen om at der var syv sfærer eller lag i den guddommelige himmels orden, jf. Sl 19: ”Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk”
2.6   ligervis: på samme måde
3.1   noksom … love: lovprise tilstrækkeligt
3.3   miskundhed: medfølelse, barmhjertighed
3.4   ny og næde: medgang og modgang, efter månens faser tiltagende og aftagende.
4.2   bunder: kan nå bunden
5.2   græsset lig: ligesom græs der visner
7.1-3 poder: unge planter, stiklinger; fra Guds omsorg sættes mennesker ud i verden
8.3   hjerteskud: hvor væksten begynder
8.6   ejegod: god og kærlig i alt

Thomas Laubs melodi er en julevise

Melodien er en julevise fra før år 1500, som Thomas Laub bearbejdede i 1896.

Rytmen er blød og vuggende

Den blødt vuggende rytme, 6/4, er karakteristisk for megen julemusik. Den falder i to halvdele der følger opbygningen i flere af salmens vers. I første halvdel, hvor melodien ender højt og lydeligt, betones anråbelsen og det kraftfulde. Herefter rykker melodien ned omkring grundtonen, hvor Guds pris udtrykkes ydmygt og indadvendt.