Freude, schöner Götterfunken (An die Freude)
Baggrund
Frihed og fællesskab

Schiller skrev digtet An die Freude (til glæden) i årene lige før den franske revolution, hvor Europa summede af opbrud. Glæden beskrives som en gnist, der kan overvinde alle konventioner og skabe politisk drivkraft. Med Ludwig van Beethovens melodi får sangen en majestætisk og storslået klang. Sangen er EU's officielle hymne og skal minde os om det europæiske fællesskabs fredelige og demokratiske grundlag.
Schillers glædesdigt havde oprindeligt 23 vers
An die Freude (Til glæden) indledte en ny periode i Schillers forfatterskab. Han var på det tidspunkt kendt som provokatør med antifeudalistiske holdninger og måtte flygte fra hertugen i Württemberg, og det medførte pengeproblemer oven i et dårligt helbred. En invitation og et pengebeløb fra frimureren C.G. Körner i Leipzig, som blev hans gode ven, reddede situationen og inspirerede Schiller til at skrive digtet Til glæden, som oprindeligt havde 23 vers.
Digtet rummer en stærk fremtidsvision om en bedre verden
Digtet er skrevet fire år før den franske revolution og afspejler den opbrudsstemning der herskede i Europa. I forhold til Schillers mange melankolske og seriøse digte er dette anderledes. Hans hyldest til glæden giver udtryk for en stor fremtidsvision: Alle mennesker bliver som brødre og stræber begejstret efter en bedre verden for alle. Dette mirakel virkeliggøres gennem glæden, den guddommelige gnist, der overvinder alle grænser som moden, konventionerne, måtte have skabt. Glæden fremkaldes af venskab og kærlighed, ja, den, der blot har én, han kan kalde sin, kan juble med.
Naturen er også drevet af glæde
Også naturen og tiden bliver drevet af glæden: blomsten, solen og planetsystemerne, som ruller igennem rummet, selv der, hvor vi mennesker ikke kan iagttage det mere.