Freude, schöner Götterfunken (An die Freude)

Baggrund Frihed og fællesskab

Schiller skrev digtet An die Freude (til glæden) i årene lige før den franske revolution, hvor Europa summede af opbrud. Glæden beskrives som en gnist, der kan overvinde alle konventioner og skabe politisk drivkraft. Med Ludwig van Beethovens melodi får sangen en majestætisk og storslået klang. Sangen er EU's officielle hymne og skal minde os om det europæiske fællesskabs fredelige og demokratiske grundlag.

Schillers glædesdigt havde oprindeligt 23 vers

An die Freude (Til glæden) indledte en ny periode i Schillers forfatterskab. Han var på det tidspunkt kendt som provokatør med antifeudalistiske holdninger og måtte flygte fra hertugen i Württemberg, og det medførte pengeproblemer oven i et dårligt helbred. En invitation og et pengebeløb fra frimureren C.G. Körner i Leipzig, som blev hans gode ven, reddede situationen og inspirerede Schiller til at skrive digtet Til glæden, som oprindeligt havde 23 vers.

Digtet rummer en stærk fremtidsvision om en bedre verden

Digtet er skrevet fire år før den franske revolution og afspejler den opbrudsstemning der herskede i Europa. I forhold til Schillers mange melankolske og seriøse digte er dette anderledes. Hans hyldest til glæden giver udtryk for en stor fremtidsvision: Alle mennesker bliver som brødre og stræber begejstret efter en bedre verden for alle. Dette mirakel virkeliggøres gennem glæden, den guddommelige gnist, der overvinder alle grænser som moden, konventionerne, måtte have skabt. Glæden fremkaldes af venskab og kærlighed, ja, den, der blot har én, han kan kalde sin, kan juble med.

Naturen er også drevet af glæde

Også naturen og tiden bliver drevet af glæden: blomsten, solen og planetsystemerne, som ruller igennem rummet, selv der, hvor vi mennesker ikke kan iagttage det mere.

Freude, schöner Götterfunken

1. Freude, schöner Götterfunken,
Tochter aus Elysium,
wir betreten feuertrunken,
Himmlische, dein Heiligtum!
Deine Zauber binden wieder,
was die Mode streng geteilt.
Alle Menschen werden Brüder,
wo dein sanfter Flügel weilt.

2. Wem der grosse Wurf gelungen,
eines Freundes Freund zu sein,
wer ein holdes Weib errungen,
mische seinen Jubel ein!
Ja, wer auch nur eine Seele
sein nennt auf dem Erdenrund!
Und wer's nie gekonnt, der stehle,
weinend sich aus diesem Bund.

3. Freude heisst die starke Feder
in der ewigen Natur.
Freude, Freude treibt die Räder
in der grossen Weltenuhr.
Blumen lockt sie aus den Keimen,
Sonnen aus dem Firmament,
Sphären rollt sie in den Räumen,
die des Sehers Rohr nicht kennt.

4. Festen Mut in schweren Leiden,
Hilfe, wo die Unschuld weint,
Ewigkeit geschworen Eiden,
Wahrheit gegen Freund und Feind,
Männerstolz vor Königstronen -
Brüder, gält es Gut und Blut:
Dem Verdienste seinen Kronen,
Untergang der Lügenbrut!

Glæden kan bruges som politisk drivkraft

Vers fire stammer fra et senere afsnit af Schillers originaldigt og beskriver, hvordan man politisk kan bruge den entusiasme og drivkraft, som glæden udløser. Den giver mod i store prøvelser, hjælper de grædende uskyldige mennesker, gør at man ubetinget kan holde sine løfter og tale sandhed. I et samfund, hvor adelen stadigvæk var den herskende gruppe, kan glæden give mandsmod over for kongemagten, som lyver for at beholde sin særstilling. Visionen lover belønning efter fortjeneste ikke efter fødsel.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Beethovens melodi er majestætisk

Ludwig v. Beethoven brugte en forkortet version af An die Freude i sidste sats af sin 9. symfoni 1822-23 (bl.a. de to første vers i Højskolesangbogen) til en majestætisk melodi i stort set lige lange nodeværdier, enkelte punkteringer og en yderst virkningsfuld synkope, der fremhæver Alle i ”Alle Menschen werden Brüder”.

Ludwig van Beethoven

EU's officielle sang er forbundet med fred og demokrati

I 1972 valgte Europarådet An die Freude som europæisk hymne, og ti år efter blev den også EU’s officielle sang. Ved den tyske genforeningsproces 1989-90 fik sangen en særlig betydning: Opførelsen af Beethovens 9. symfoni blev den sidste officielle statshandling i DDR, den 2. oktober 1990. På den måde er Til glæden forbundet med en fredelig og demokratisk proces der satte punktum for den kolde krig.