Februar
Baggrund
Året

Digteren og brevkasseredaktøren Tove Ditlevsen oplever i disse år en renæssance blandt et yngre publikum. Måske fordi feminisme og kønspolitik igen er aktuelt; måske fordi de yngre generationer ved, at digtenes enkle rimede form ikke er lig med simpelt indhold. Dette klassiske Tove Ditlevsen-digt fandt sin melodi, da komponisten Janne Mark ved et tilfælde opdagede, at det kan synges på en brudemarch skrevet af jazzmusikeren Henrik Gunde.
Tove Ditlevsen mellem modernisme og tradition
Det kun to vers lange digt stammer fra Tove Ditlevsens tredje digtsamling Blinkende lygter fra 1947.
Ditlevsen skrev digte fra sin tidlige barndom, og på trods af, at hendes temaer om eksistentiel angst, tvivl på egne færdigheder og sindets splittelse var modernistiske, var formen traditionel hvad angik verserytmer og rimskemaer. Af samme årsag blev Ditlevsen kraftigt kritiseret af den generation af modernister, der fulgte umiddelbart efter hende og som fandt hendes mere klassiske lyriske sprog bedaget og tilbageskuende.
Brevkasseredaktøren og lyrikerens renæssance
Tove Ditlevsen oplever i disse år en stærk renæssance blandt læsere født længe efter forfatterens død for egen hånd i 1976 – en renæssance, der knytter sig primært til Ditlevsen som lyriker og brevkasseredaktør snarere end som novelle- og romanforfatter. At Ditlevsens lyrik igen opleves som relevant skyldes muligvis, at feminisme og kønspolitik endnu engang er markant til stede i den offentlige debat. Muligvis hjælpes Ditlevsens digte i dag også på vej af yngre generationer, der gennem hele livet har lyttet til rimet popmusik i forholdsvis enkel form og dermed ved, at et simpelt skema ikke nødvendigvis er lig med et simpelt indhold.