Fædreneland!
Baggrund
Norden
Under treårskrigen skrev Grundtvig denne tekst, som et trøstedigt til fædrelandet. Kampen om Slesvig-Holsten skabte en ulykkelig situation og fjenden var både det tyske folk og nationalismen i sig selv. Som sangen skrider frem breder håbet sig i teksten, og Nutzhorns roligt fremadskridende melodi underbygger Grundtvigs tro på Danmarks lykke.
Teksten kan give anledning til en misforståelse
Denne tekst kan let give anledning til en misforståelse: at Grundtvig skulle være nationalist, og at Vorherre for ham er en lokal stammegud! Men så simpelt er det ikke.
Grundtvig skrev et trøstedigt til sit fædreland
Sangen er et trøstedigt til fædrelandet og dermed til folket i en ulykkelig situation, hvor der er udbrudt krig inden for nationens grænser. Hvem er så fjenden? Tyskerne? Formelt set ja – men den reelle fjende er nationalismen. Den tyske og den danske nationalisme der vil indlemme det udelte Slesvig-Holsten i henholdsvis Det tyske Forbund og i Kongeriget Danmark.
N.F.S. Grundtvig
Digtet blev udgivet under treårskrigen
Digtet stod i tidsskriftet Danskeren i maj 1848. Krigen var brudt ud i foråret, og oprørerne havde vundet de første slag og besat store dele af Jylland. Grundtvig er imidlertid sikker på, at når Gud har skabt både et dansk og et tysk folk, så har han en mening med det.
”Lad kun lovsang afløse din klage! Thi end lever den gamle af dage!”
Grundtvig
En forudsigelse af den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland
7. juni skriver Grundtvig i Danskeren en artikel om, hvordan forholdene bør ordnes i Slesvig-Holsten, når tiden bliver til det. For Grundtvig selv går grænsen ved Dannevirke, men han skriver noget spændende:
”(jeg) maa atter her pege paa Flensborg, som Ligevægts-Stedet, hvor Tungen staar stille, og hvor Dansk og Tydsk, ligesom Sø og Land, trækker omtrent lige stærkt”.
Grundtvig
Der skulle dog gå 70 år, før den tanke vandt genklang.
Håber træder mere og mere frem i løbet af sangen
Digtet indledes med et modsætningsfyldt billede af fædrelandet, der sidder som et sorgfuldt menneske i maj måneds livsbekræftende skønhed. Også de næste to vers starter med at slå den triste stemning an, før håbet forkyndes. I vers fire-seks er det dog håbet, der er det bærende. Slutverset runder af med at sætte tiden og håbet i perspektiv: Vel er fædrelandet på afgrundens rand, men hos Gud ligger det gemt, at det skal vedblive at blomstre.