Grundtvigs digt til sine sønners konfirmation
På nær de sidste fire linjer er sangen et uddrag af digtet Aabent Brev til mine Børn fra 1839, trykt i tidsskriftet Brage og Idun i 1841. I sommeren 1839 blev Grundtvig indsat som præst ved Vartov kirke i København. I oktober konfirmerede han sine to sønner, Johan og Svend, og i den anledning skrev han digtet, der ikke er opdelt i vers, men er én lang tekst.
Digtet blev til en sang på opfordring af Ernst Trier
I sommeren 1872 – få måneder før Grundtvigs død og årtier efter digtets tilblivelse – henvendte Vallekilde Højskoles forstander Ernst Trier sig til ham, da Trier forberedte en sangbog til brug for højskolerne. Han ønskede at anvende nogle linjer i digtet til en selvstændig sang og fandt, at denne ville blive afrundet, hvis Grundtvig digtede fire linjer til. Ifølge Ernst Trier sad Grundtvig lidt og så ud af den åbne havedør, inden han på stedet dikterede de sidste fire linjer i sangen.
Grundtvigs ønsker for børnene
I digtet giver Grundtvig udtryk for sine ønsker for sine børn. Det hedder bl.a.:
"Det Glimrende, som Verden nu tilbeder,
I Ord og Tanke, som i Kaar og Færd,
Det aldrig, kiære Børn! Jeg ønsker eder,
Og aldrig Nogen, som jeg havde kiær …”
Et jævnt og muntert virksomt liv
Sangen begynder da også med at ønske den næste generation et jævnt, muntert og virksomt liv. Grundtvig er ikke interesseret i de værdier, der kan måles og vejes, og i alt det spektakulære, som det moderne liv hylder. Derfor ønsker han drengene et ligefremt, bramfrit og aktivt liv.
Det gælder ikke om, hvad du er, men hvem du er
Han betoner den historiske dimension, det kristne trosliv med evighedsdimensionen, og at man på én gang skal glæde sig over det smukke ved livet og være opmærksom på de dybe længsler, der rækker ud over hverdagen. Vi er efter Grundtvigs opfattelse forpligtede af livet. Det vil give en værdighed, som ikke overgås af kongen – som ellers i 1839 var enevældig regent og derfor havde den højeste status i landet.
Man kunne sige, at det ikke gælder om, hvad du er, men hvem du er.
Menneskesynet der blev grundlaget for folkehøjskolen
De sidste fire linjer, som Grundtvig tilføjede i sin høje alderdom, giver ham baggrund for at se tilbage og konstatere, at det betydningsfulde ikke er livets længde, men at det er til ”folkegavn”.
Sangen beskriver det menneskesyn, der blev grundlaget for den livsbekræftende grundtvigsk inspirerede folkehøjskole, og den har sat ord på mange menneskers forståelse af sig selv og deres plads i verden.